Mandag 24. Juli 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Erhvervsvenlig kommune?
Debat Som omtalt i Ballerup Bladet sidste uge er der lange ventetider på byggesagsbehandling i Ballerup Kommune. Faktisk er sagsbehandlingstiden mere end fordoblet.
Skrevet af Karsten Kriegel (C), Kandidat til kommunalbestyrelsen - 26. juni 2017, 13:06:02

Det er ikke godt. Det er en del af et godt erhvervsklima, at virksomheder hurtigt kan få behandlet deres byggesager. Det fremgår af Dansk Byggeris netop fremlagte analyse af erhvervsvenligheden i landets kommuner, som udkommer hvert år. Og det er ikke opløftende læsning set med konservative øjne.

Det er ikke kun de lange ventetider på byggesagsbehandlingen, der trækker ned, men også kommunens brug af sociale klausuler og høj dækningsafgift er med til placere Ballerup Kommune på en samlet plads som nummer 71 blandt landets kommuner, når det drejer sig om erhvervsvenlighed.

Det er et fald på hele 16 pladser på bare et enkelt år, da vi i 2016 lå på plads 55. Der er tale om et stort fald, som bringer os i den nederste del af listen.

I Det Konservative Folkeparti i Ballerup ønsker vi, at kommunen er attraktiv, både når det gælder om at tiltrække nye borgere og virksomheder. Virksomheder skaber både arbejdspladser og indtjening til kommunekassen, så det er vigtigt, at vi er erhvervsvenlige og skaber gode vilkår for vores virksomheder.

Vi er derfor åbne overfor tiltag, der kan forbedre erhvervsvenligheden i kommunen, herunder for eksempel nedsættelse af dækningsafgiften.

Print artikel Print artikel

4 tanker om "Erhvervsvenlig kommune?"

  1. Helle Tiedemann

    Kære Karsten

    Så bliver det dæleme svært at spare på administrationen. Jeg er mere ked end af den sagsbehandlingstid. Der er jo borgerlige partier sim ønsker at spare på rådhuset. Ikke overraskende for mig, har vi nu konsekvensen!
    Venligst
    Helle Tiedemann

    Svar
  2. Martin Jonassen

    Er det de borgerlige der ønsker at spare på rådhuset?
    Undskyld mig, men nu gør du det igen, bare med omvendt fortegn. Den sidste store besparelse på administrationen var med i borgmesterens budgetforslag til første behandlingen. Jeg er enig i at det var et nødvendigt forslag, men nu tager du afstand fra jeres eget forslag.
    Hvad sker der for dig? I sidste uge gjorde du vores forslag til dig eget og i denne uge giver du os andre skylden for et socialdemokratisk forslag. Synes det bliver mere og mere pinligt det her.

    Svar
  3. Musa Kekec

    Det skal ikke være en hemmelighed at vi har nogle forskellige perspektiver på erhvervsvenlighed Karsten – så er scenen sat.

    Jeg er naturligvis altid nysgerrig på at nærlæse og forstå hvilke parametre Ballerup scorer højt som lavt på herunder målemetode, antallet af besvarelser og politiske prioriteringer.

    Vi kan starte med sociale klausuler, som forpligter vores samarbejdende virksomheder til at tage elever og praktikanter – det synes vi er god socialdemokratisk politik, da det sikrer at vi tager medansvar for vores unge og kommende arbejdskraft, der skal sikre at vi stadig kan have et højt velfærd. Pudsigt nok roser en del af vores virksomheder dette tiltag da de også ser at dette er en hjælp til selvhjælp til gavn for både borgere, virksomheder og samfund. Samtidigt bidrager det til at fastholde den danske arbejdsmodel således at vi kan minimere udenlandsk arbejdskraft, der arbejder uden overenskomst og under mindstelønnen.

    Jeg var forbi TopDanmark i går på virksomhedsbesøg og det var en stor fornøjelse at høre at de giver Ballerup en topplacering i relation til erhvervsvenlighed, dialog og medinddragelse – det burde vi alle være stolte over. Det pudsige er at disse udsagn har jeg hørt på tidligere virksomhedsbesøg også.

    Ballerups virksomheder udvider og ansætter flere – det er skønt med vækst da det igen er til gavn for alle involverede parter. Disse virksomheder betaler med glæde deres dækningsbidrag så længe de bl.a. får en høj erhvervsservice, god infrastruktur og samarbejde med kommunen og uddannelsesinstitutioner omkring arbejdskraft.

    Jeg er meget stolt over vores erhvervsvenlighed og vil naturligvis arbejde for at styrke dette – også de steder hvor vi i kortere perioder ser belastninger (sagsbehandling) således at vi kan gøre det endnu bedre. Hvorledes dette vil afspejle sig i div. målinger vil tiden vide – jeg er dog fortrøstningsfuld og ser frem til den Megafon undersøgelse, der bliver præsenteret offentligt efter sommerferien (når den er klar).

    God sommer herfra Karsten

    Mh
    Musa

    Fmd. for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI