Mere musik i byen
TomSkovgaard-BoogieNight-copy.jpg
Pianist Tom Skovgård er selv fra Skovlunde og spiller ved den første ’Musik i Byen’ koncert på søndag den 2. juli i Skovlunde Bypark. Foto: Arkivfoto
koncerter Der er linet op til seks skønne søndagskoncerter, når et helt nyt tiltag ’Musik i Byen’ sættes i søen denne sommer.

En masse gode, frivillige kræfter er gået sammen om et helt nyt initiativ, der skal skabe mere liv og aktivitet i byen. Under overskriften ’Musik i Byen’ har de strikket et spændende program sammen, hvor de henover sommeren arrangerer seks forskellige søndagskoncerter – fire på Kirketorvet i Ballerup, en enkelt på Søndergårds Torv i Måløv og én i Skovlunde Bypark.

Musik i Byen er udsprunget af sidste års ’Dans på Torvet’ og bag initiativet står repræsentanter fra Lautrupgaard Musikfabrik, Frivillighedsrådet, Ungdomskulturhuset Vognporten, Ballerup Motion, Dancing Team og viceborgmester Lolan Marianne Ottesen.

Koncerterne er hovedsageligt med lokale kunstnere – flere af dem kommer fra Lautrupgaard Musikfabrik, hvor leder Torben Liljeroth har haft travlt med at booke navne til sommerkoncerterne.

»Hele formålet med ’Musik i Byen’ er, at vi gerne vil have noget mere liv på torvet i Centrumgaden. Men så ville vi selvfølgelig også gerne have de andre bydele med, og derfor har vi valgt at lave en enkelt koncert i Skovlunde og én i Måløv,« fortæller Torben Liljeroth.

Noget for enhver smag

Der er både visesangere, en brasskvintet og en ung singer/songwriter på programmet ved sommerens ’Musik i Byen’. Arrangørerne har forsøgt at ramme bredt, så der er musik for både den ene og anden smag.

»Som leder af Musikfabrikken har jeg selvfølgelig gode kontakter til musikerne, så jeg har fundet nogle af vores lokale grupper og solister, som havde lyst til at være med,« fortæller Torben Liljeroth og nævner blandt andet pianist Tom Skovgård fra Skovlunde, der spiller ved den første koncert i netop Skovlunde.

Denne første koncert i rækken, søndag den 2. juli klokken 15, bliver ren pianolir. Tom Skovgård spiller ’’old time piano-stilen’’ med den gamle ragtime-, swing-, blues- og boogie-pianomusik.

Han fortæller samtidig lidt om de gamle pianister og musiknumre, som han spiller, så ud over god musik får publikum også lidt musikalsk baggrundsviden oveni hatten.

Derefter følger en ny koncert hver søndag frem til 13. august – lige med undtagelse af den weekend, hvor der er kræmmerfestival.

 

Program for ‘Musik i Byen’:

Søndag den 2. juli klokken 15-17 i Skovlunde Bypark: Pianist Tom Skovgård

Søndag den 9. juli klokken 15-17 på Kirketorvet i Ballerup: John Mogensen Duo

Søndag den 16. juli klokken 15-17 på Kirketorvet i Ballerup: Viseduoen Alex og Solvejg

Søndag den 30. juli klokken 15-17 på Kirketorvet i Ballerup: Singer/songwriter Sebastian Dahl

Søndag den 6. august klokken 15-17 på Kirketorvet i Ballerup: Viseduoen To Troubadourer

Søndag den 13. august klokken 15-17 på Søndergårds Torv i Måløv: Ballerup Brass Ensemble

I tilfælde af regn flytter koncerten i Skovlunde ind i Skovlunde Kulturhus, koncerterne i Ballerup flytter i Baghuset. Måløv er endnu ikke afklaret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *