Mandag 24. Juli 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Det gamle posthus var torsdag lidt mere festligt med balloner og plancher, da 2E bolig slog et slag for de nye og kommende boliger på Skovlunde Torv. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Posthus bliver til nye lejligheder
Byggeri Det gamle posthus på Skovlunde Torv bliver, hvis alt går efter planen, til 28 nye lejligheder.
Skrevet af Ulrich Wolf - 5. juli 2017, 14:29:31

I mange år har posthuset i Skovlunde været et af de faste pejlemærker på torvet ved stationen.

Men efter posthuset lukkede for nogle år siden har bygningen stået ubrugt hen og mange planer har været luftet.

Nu er der ved at ske noget med det gamle hus. Byggefirmaet 2E Bolig er netop nu i gang med at sælge i alt 28 nye ejerlejligheder som projektsalg på Skovlunde Torv. Planen er, at det gamle posthus skal omdannes til spritnye lejligheder og dermed skabe liv i området og binde torvet sammen med det nye center-projekt.

Går snart i gang

For et par uger siden gik 2E Bolig i gang med salget af lejligheder, der som projektsalg selvfølgelig er betinget af, at der foreligger en endelig byggetilladelse fra Ballerup Kommune.

Men det skulle være en ren formalitet.

»Vi har afgivet en ansøgning om byggeriet og vi har været i dialog med kommunen et stykke tid, så vi går ud fra, at vi kan bygge snarest. Vi er begyndt at prissætte og sætte lejligheder til salg, men har selvfølgelig som betingelse, at den endelige kommunale godkendelse foreligger. Det er helt normal procedure ved projektsalg. Men så snart den endelig godkendelse ligger, så kan vi gå i gang,« siger Jesper Skovsgaard, indehaver af 2E bolig.

Han glæder sig til at gå i gang med projektet og ser Skovlunde som et meget specielt område med et stort potentiale.

Spændende område

»Vi bygger mange steder i landet, men vi faldt over Skovlunde fordi det er et spændende område med en masse potentiale. Der ligger nogle store planer for fremtiden, som vi også har kigget på og kunne se, at der var meget at bygge på i det område. Så vi glæder os til at gå i gang,« siger Jesper Skovsgaard, som har overtaget posthus-projektet fra en anden developer, der aldrig rigtig fik gang i projektet.

Torsdag eftermiddag var der ’åbent hus’ på projektet på Skovlunde Torv. Da der ikke er bygget noget som helst endnu, kunne man ikke gå ind i noget hus og se på varerne, men der var stillet salgsvogn op på torvet og personalet havde taget flyers med,og de fortalte om projektet, priser og alt det andet man kan have lyst til at vide.

Efter planen skal der bygges 28 lejligheder i fire opgange med syv lejligheder i hver opgang. Byggeriet skal være i fire plan og der skal efter planen ikke placeres forretninger i gadeplan, selvom der er åbent for det i lokalplanen.

»Vi har ikke fået nogen forespørgsler på at placere forretninger i gadeplan, selvom det kan lade sig gøre. Så vi bygger kun boliger,« siger Jesper Skovsgaard. Der har tidligere været snak om et lægehus i det gamle posthus, men planerne blev aldrig til noget.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI