BTA-fodboldskole rykker over til Ballerup BK
ballerup_boldklub_3.jpg
Bestyrelsesformand for Ballerup Boldklub, Martin Eriksen, glæder sig til det nye samarbejde med BTA. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Fodboldskole Efter et afsluttet samarbejde med BSF, er Barcelona Training Academy nu en del af Ballerup Boldklub.

Der var fest og glæde, da Barcelona Training Academy (BTA) for et par år siden præsenterede sig selv som en del af Ballerups fodboldmiljø. Men samarbejdet med BSF endte med at blive problematisk og det blev aftalt, at man skulle afslutte samarbejdet. Planen var, at samarbejdet med BSF skulle ophøre i foråret 2018, men allerede nu er parterne blevet enige om at gå hver til sit.

Men BTA er fortsat en del af Ballerup. For nu er BTA blevet en del af Ballerup Boldklub, der har opnået stor succes på knap halvandet år og nu spiller i Serie 3 og har 300 medlemmer. Et samarbejde, der kommer som en overraskelse for mange.

»BTA kontaktede os for et års tid siden og forhørte sig, om vi kunne indlede et samarbejde. Vi fik en snak og fandt ud af, at vi sagtens kunne arbejde sammen. Vi har ikke en ungdomsafdeling og dermed var der ikke noget til hinder for, at BTA nu kunne blive en ungdomsafdeling i Ballerup BK. Der skulle styr på en masse formaliteter og dem havde BTA styr på. De kender jo reglerne fra deres tid i BSF og kunne derfor stå for rigtig mange af de administrative ting. Og nu er de en officiel del af Ballerup BK,« siger Martin Eriksen, bestyrelsesformand i Ballerup BK.

Til fælles glæde

Han glæder sig til et samarbejde, som han kan se en fordel i for begge parter.

»Vi vil jo gerne have en attraktiv ungdomsafdeling, hvor man satser på et højt niveau, ligesom vi gør i Ballerup BK. De har styr på driften af en afdeling og har endda deres egne lokaler. Så for os var det en kærkommen mulighed for at få en ny afdeling med gode spillere og en god organisation, uden at vi skulle bruge en masse energi på det. Og jeg tror, at det var en fordel for BTA at blive i Ballerup, hvor de har fået en base, har adgang til nogle gode faciliteter og kender spillere og området, så det er en win-win situation og et tilbud vi ikke kunne afslå. Så vi glæder os til samarbejdet,« siger Martin Eriksen.

Interessant klub

Han håber også, at Ballerup Boldklub kan blive en interessant klub for en del af børnene på Barcelona-akademiet.

»Akademiet spiller efterhånden på et ret højt niveau og mange af de bedste spillere kan være interessante for større klubber. Men vi håber da, at Ballerup BK kan blive interessant for mange af BTA-spillerne, efterhånden som vi også rykker opad. Og vi kan allerede nu se, at synergieffekterne er i gang og spillerne hjælper hinanden på tværs af holdene,« siger Martin Eriksen.

Ballerup BK blev startet af en række spillere fra andre klubber i Skovlunde, Ballerup og Måløv i april 2016 og har siden rykket sig enormt. Holdet begyndte i serie 6 og spiller, nu i Serie 3 og har fået 300 medlemmer på knap halvandet år.

»Vi har en anderledes tilgang til vores spil og træning og det ser ud til, at vi har ramt noget med vores filosofi. Vi vil gerne stile højt og nu må vi se, hvad samarbejdet kan føre til,« Martin Eriksen.

Fælles filosofi

Hos Barcelona Training Academy er der også store forventninger til samarbejdet.

»Vi ser frem til et samarbejde med en klub, hvor vi kan være en ungdomsafdeling og en selvstændig del af klubben. Klubben har et godt ry og vi deler filosofi og indstilling til mange ting, så det var oplagt, at vi fandt Ballerup Boldklub som samarbejdspartner,« siger Anna Beltran, direktør i BTA.

Hun understreger også, at BTA var meget opsat på at blive i Ballerup.

»Vi har nogle gode faciliteter, Ballerup Kommune har fra start vist BTA et professionelt miljø i Ballerup Idrætsby, forholdene omkring BTA bliver fuldført på en professionel måde og fungerer optimalt og vi er blevet en del af idrætsmiljøet i Ballerup. Vi har rigtig mange børn, der kommer hertil og vi ville gerne bibeholde stabiliteten for de unge menneskers skyld. Vi har cirka 140 medlemmer nu og vi kan se, at der sker store fremskridt fodboldmæssigt og samtidig sørger vi også for, at tage hensyn til børnenes trivsel. Så vi var meget interesserede i at fortsætte,« siger Anna Beltran, som sagtens kan se samarbejdet fortsætte.

Fortsat samarbejde

»Vi har ingen slutdato på samarbejdet. Ingen af os er interesserede i at stoppe det, for vi kan allerede nu se, at samarbejdet bærer frugt. Vi ser da også Ballerup BK som en interessant klub og for vores elever er det da en klub, som mange ser op til,« siger Anna Beltran.

Hun vil ikke kommentere yderligere på det ophørte samarbejde med BSF, da begge parter har indgået en aftale om ikke at udtale sig om sagen. Men hun pointerer, at det nu handler om et godt naboskab og at komme videre, især for børnenes skyld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *