Mandag 24. Juli 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Biografdirektør Jan Boye i midten med fleksjobber Mette Knudsen på den ene side og praktikant Flemming Prahl på den anden. Foto: Fotos: Flemming Schiller
’Jeg skal på arbejde’ er den fedeste sætning
Win-Win Biografdirektør Jan Boye har åbnet Baltoppen Bio for flexjobbere. Nu har han tre af slagsen og er ovenud tilfreds. Det samme er fleksjobberne, der er jublende glade for at have fået job.
Skrevet af Mia Thomsen - 6. juli 2017, 14:39:20

»Jeg er simpelthen så glad for at være ’’ude af systemet’’. Endelig er der nogen, der har brug for mig og min indsats, selvom det kun er nogle timer om ugen. Jeg kan godt sige dig, at den der sætning: ’Jeg skal på arbejde’, det er den fedeste sætning i hele verden. Jeg elsker at kunne sige:

’Nej, jeg kan desværre ikke i morgen, jeg skal på arbejde’,« griner Birgitte Jørgensen, der er én af de tre fleksjobbere, som i løbet af det sidste år har fået job i Baltoppen Bio.

Hun havde kæmpet i årevis efter at hun i 2007 fik en arbejdsskade og siden har været gennem hele møllen med jobcenter, diverse kurser, arbejdsprøvning, visitering til fleksjob og så videre.

»Det har været helt umuligt for mig at finde et job. Jeg har gået til et hav af kurser og det har aldrig nogensinde givet noget. Lige indtil jeg snakkede med Mette, som var startet i fleksjob i Baltoppen Bio,« fortæller Birgitte.

De to kvinder kendte hinanden fra et tidligere kursus og Birgitte var derfor ikke sen til at følge i Mettes fodspor og fik lov til at komme i en kort praktik i den lokale biograf, hvorefter hun blev ansat.

Der var en, der var to…

Nu er der tre fleksjobbere ansat – måske snart fire. Flemming Prahl er nemlig sidste skud på stammen, hans sag er endnu ikke færdigbehandlet, så indtil videre er han i praktik, men håber at det ender med, at han også visiteres til fleksjob og får lov at fortsætte i Baltoppen Bio.

»Jeg så Jan (biografdirektøren, Red) nede i Ballerup Centret og så greb jeg bare chancen og gik hen og spurgte ham, om han ikke kunne bruge mig til et eller andet nede i biografen,« fortæller Flemming, der i de senere år har haft lidt svært ved at ’holde fast i tingene’, som han siger.

»Jeg er vel det man kalder psykisk sårbar og begge mine forældre har også været psykisk syge, så det har ikke altid lige været så nemt,« forklarer han.

Men jobbet i biografen er det bedste, og Flemming er glad for at have fået en chance.
»Det er bare dejligt at have noget at stå op til – og at føle, man er en del af noget. Det betyder rigtig meget for mig,« siger han med et smil.

Biografdirektøren selv er også svært begejstret for sine nye medarbejdere.
»Jeg havde i et stykke tid gået med nogle overvejelser om at udvide åbningstiden i dagtimerne og derfor havde jeg brug for også at se på personalebesætningen,« fortæller Jan Boye og fortsætter:

»Mange af mine ansatte er studerende, som først lige skal have fri fra skole, så man kan sige, jeg fik den rigtige henvendelse på det rigtige tidspunkt.«

Henvendelsen kom fra en jobkonsulent i Job & Råd, der hjælper Ballerup Kommunes jobcenter med at få fleksjobbere i arbejde. Og i første omgang sagde Jan Boye ja tak til at få Mette Knudsen i praktik, siden fulgte så Birgitte, Kim og Flemming, som alle er blevet en fast del af den lokale biograf.

»Det er dejligt at høre, hvor glade de er for at være her, men jeg føler mig jo også ekstremt heldig. Jeg har fået nogle dygtige og dedikerede medarbejdere, som virkelig brænder for at være med til at drive en lokal biograf,« fortæller den glade arbejdsgiver og fortsætter:

»Det er også fedt, at få nogle voksne mennesker ind, som har levet og gjort sig nogle erfaringer og tanker om, hvad de vil og ikke vil. Så udligner de også aldersforskellen lidt, da mange af mine andre medarbejdere er unge studerende.«

Små skjulte skatte

Fleksjobberne er ansat på lige vilkår som biografens øvrige medarbejdere og arbejder mellem seks og tolv timer ugentligt – afhængigt af hvor meget de kan klare.

»Det har bare fungeret rigtig godt. Jeg er glad for at have en arbejdsplads, hvor der er plads til mangfoldighed og til at alle kan udvikle sig indenfor de rammer, vi nu engang har,« siger Jan Boye og tilføjer:

»Og så må jeg sige, at jeg har fået bekræftet, at det godt kan betale sig at lede efter små, skjulte skatte – ikke kun når det handler om film, men også når det handler om medarbejdere.«

Print artikel Print artikel

En tanke om "’Jeg skal på arbejde’ er den fedeste sætning"

  1. Jesper Mohr

    Dette her er simpelthen en solskinshistorie af de supergode!!!

    Dejligt at se en lokal erhvervsdrivende bakke op!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI