Fantasy på overarbejde i skoven
rollespil_2017_36-1.jpg
Det ser drabeligt og skræmmende realistisk ud, men det er heldigvis bare for sjov. Foto: Flemming Schiller
Fantasy 120 børn fra otte til 14 år var i sidste uge samlet ved Blokhytten ved Jonstrupvang for at lege med magi, kæmpe mod orker og overkomme udfordringer.

De brune øjne står på vid gab, pupillerne er store af det adrenalin, der pumper rundt i kroppen, og det røde hår står vildt omkring hans fregnede ansigt. Han er sat op til kamp. Klar til at forsvare sig med de vanskabninger af orker og minotaurer, der dukker op i skovbrynet for at slås. Drengen er en af de i alt 120 børn, flest drenge, i alderen otte til 14 år, der nu stormer frem mod uhyrerne i skoven, bevæbnet med lanser, økser og sværd.

ARGHHHHHHHH lyder det inde fra krattet, da en håndfuld orker kom stormende ud mod børnene, og selv om våbene er af latex og orkerne, blot er voksne klædt ud i uhyggelige kostumer, får det blodet til at rulle raskere hos alle deltagere. Der fægtes og pareres med skjold, skydes med bue og pil og kastes med magisk støv. Her må leges med det krigeriske og aggressive, her er ondskab og godhed side om side med strategiske udfordringer og belønninger.

Inden det afsluttende slag, har børnene brugt en hel uge på de såkaldte quests og på at samle points, drage ud på missioner og se opfinderen blive forgiftet og falde om med blod ud af munden. De har jongleret med begreber som sjælevandring og sirenesang, alkymi og velsignelse, der i én skøn forening udgør sin helt egen verden af spilleregler.

Magi og mørke

Ugens rollespil er bygget op om en fortælling, som de frivillige i foreningen Dragon Factory, har drevet frem af engagement og interesse for den magiske verden og for at give børnene en spændende oplevelse i sommerferien. Her er det tilladt at flirte med det mørke, og det finder 16-årige Mette Wolfhagen indbydende:

»Jeg har altid været en drengepige, og synes det er fedt at spille rollespil og leve sig ind i en anden verden og lege med det mørke. Selv om jeg da er blevet drillet lidt med det, men jeg er ligeglad, for jeg kan lide det,« siger hun, der har spillet rollespil, siden hun var ti år. I år er første gang hun er med som voksen, og er en af de i alt 40 frivillige, der bruger en uge af deres sommerferie på at skabe det fantasy-univers, som i en uge er børnenes. En uge hvor de kan glemme alt om skolegang, lektier og online-games, men træde ind i fantasiens verden, hvor magi og mørke er omdrejningspunktet, hvor de døde kan vækkes til live, hvor heltedåd belønnes, og grusomhed straffes.

»Det er nogle meget trætte børn, der kommer hjem, og de taler ikke om andet end deres oplevelser med rollespil,« siger Michael Stenfelt, der en af drivkræfterne bag foreningen Dragon Factory, der står bag det årlige rollespil i Hareskoven. Til daglig kører Michael Stenfelt turistbus, men blev ført ind i verden af orker og elvere, da hans egen søn var knægt. I dag er sønnen voksen og de er stadig lige tryllebundet af det magiske univers. Michael Stenfelt har således hele ugen gået under navnet Opfinderen, og er ham, der har betjent den særlige maskine, der kan regne ud, hvor godt eller dårligt børnene har klaret sig på dagens missioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *