Røver blev låst ude, men kom igen senere
Politi-genrefoto-10-2.jpg
Arkivfoto Foto: Politiet
politi Mandag i sidste uge forsøgte en 30-årig mand at begå røveri mod Netto i Grantoftecentret.

Omkring klokken 6.30 mandag morgen den 25. juli, mens en medarbejder fra Netto i Grantoftecentret var ved at gøre butikken klar til åbning, dukkede der pludselig en mand op ved bagindgangen.

Den ukendte mand henvendte sig truende med en pistol til Netto-medarbejderen og ville have penge. Men den vakse medarbejder fik lokket røveren med udenfor butikken – og lynhurtigt sprang han selv indenfor igen og nåede at låse døren, mens røveren stadig stod udenfor.

Så kunne man tro, at historien endte her. Men røveren var tilsyneladende vældig glad for området – i hvert fald havde han ikke travlt med at komme væk, for lidt senere på formiddagen genkendte Netto-medarbejderen ham igen i butikken. Sammen med sine kollegaer fik han tilbageholdt manden, indtil politiet kom frem.

Røveren, en 30-årig mand, blev allerede dagen efter fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup og varetægtsfængslet i 14 dage, oplyser Steen Ulriksen, anklager ved Københavns Vestegns Politi.

Det har senere vist sig, at pistolen ikke var en rigtig pistol, men blot et stykke legetøj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *