Autister har succes på arbejdsmarkedet
aut.jpg
En af de praktikanter, der er lykkes med at få en rigtig ansættelse hos softwarevirksomheden Edilion, er David Winther Larsen. Han er i dag også mentor for andre autister i virksomheden. Foto: Edilion
job Specialisterne i Ballerup har stor succes med at skabe jobmuligheder for autister. Blandt andet i softwarevirksomheden Edilion, der efter to vellykkede praktikforløb nu har ansat to unge autister.

Med to sønner diagnosticeret med autisme er administrerende direktør Christian Nielsen fra softwarevirksomheden Edilion ikke ubekendt med de ressourcer og særlige kompetencer, som mange autister besidder. Der var derfor ikke langt fra tanke til handling, da muligheden for et samarbejde med den socioøkonomiske virksomhed Specialisterne i Ballerup for nyligt opstod.

Samarbejdet startede med virksomhedspraktikanter, og nu er konceptet blevet udvidet til arbejdsprøvning, der indtil videre har resulteret i to regulære ansættelser.

»Det betyder rigtig meget for os, at der er virksomheder der går ind i det her. Mange autister har jo aldrig rigtig haft tilknytning til arbejdsmarkedet før, og for dem er det helt afgørende for deres selvopfattelse at få denne mulighed,« fortæller Mette Skov, der er praktikansvarlig hos Specialisterne.

Fra praktik til mentor

Specialisterne blev grundlagt i 2003 og har en vision om at skabe flere rummelige arbejdspladser for de mange autister i Danmark. Blandt andet ved hjælp af STU, Særligt Tilrettelagt Uddannelsesforløb, hvor de unge autister sideløbende med uddannelse får vist deres færdigheder i praktikophold i IT-virksomheder som eksempelvis Edilion, der udvikler intelligente løsninger til bilagshåndtering.

En af de praktikanter, der er lykkes med at få en rigtig ansættelse hos Edilion, er David Winther Larsen. Efter en færdiggjort bachelor i matematik blev han ramt af en depression, og det var først på dette tidspunkt, han fik stillet diagnosen Aspergers syndrom, som ligger indenfor autismespektret.

Han blev med hjælp fra familien visiteret til et forløb hos Specialisterne og efter to andre praktikker blev han koblet sammen med Edilion. I dag er han ikke blot ansat i et rigtigt job, men også mentor for andre autister i virksomheden.

Det skal give mening

For Edilion-direktør Christian Nielsen har det været vigtigt, at praktikopholdene giver mening for autisterne.

»Mange autister har oplevet, at det er svært at passe ind. Det er vigtig for os alle at føle, vi gør en forskel. Derfor har det været en forudsætning, at vi kan sætte praktikanterne til arbejde, der giver mening for begge parter. Vi kan tilbyde lige fra manuelt operatørarbejde op til avancerede programmeringsopgaver. Vi kan altid finde noget hvor de har succes, og de kan drive det til hvad de vil,« fortæller Christian Nielsen.

Mette Skov hos Specialisterne oplever, at mange virksomheder har opgaver liggende, som ingen andre ’gider’, men som autister vil være gode til.

»Det kan ofte være en fordel for en autist at have helt klart definerede opgaver, uden selv at skulle tage stilling. Og så er gentagelser eksempelvis en god ting. Så hvad der for nogle mennesker måske lyder kedeligt og ensformigt, er for mange autister faktisk det helt perfekte job,« siger Mette Skov.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *