LSF tabte til Slagelse
fodbold: Forhåbentlig skal kampen i søndags ikke definere sæsonen for LSF, for så bliver det op ad bakke. Et mål efter ni sekunder og et 4-0 nederlag – det er til at tage og føle på.

Slagelse gav bolden op og sparkede den ned i LSF’s bagrum, hvor en spiller efter en duel fik fat på bolden og sendte den i nettet. 1-0 til Slagelse efter bare ni sekunder!

Så pakkede de sig ellers. En masse fysik i de bagerste geledder – og dem var der konstant seks af – så det var svært. LSF fik en masse spil og deres første rigtigt store chance kom efter et kvarters spil, da gode kombinationer betød en helt fri Kristian Larsen, men desværre brændte han den store chance.

Lad det være sagt med det samme: Slagelse havde vel fire skud indenfor rammen – dem scorede de på. LSF havde en masse chancer og skud – de gik langt forbi mål.

LSF kørte på og Slagelse spillede på omstillinger. Sådan én kom der i det 22. minut – og et stykke udenfor feltet blev bolden sparket indenfor målrammen og så stod det 2-0.

Pausen blev brugt til at få lidt gejst ind i kroppen, men på trods af meget spil var det Slagelse der kom på 3-0. Igen en omstilling og en gang ”ping-pong” og så igen en afslutning udenfor feltet og i kassen.

I det 65. minut blev kontakten så endelig slukket, da Slagelse fik et frispark, der blev sendt ind i feltet. Der kom en Slagelsespiller til og headede bolden i kassen til 4-0, der også blev kampens resultat.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *