Motor Mille er hoppet i cirkustøjet
Cirkus-Arena-MotorMille-copy.jpg
Cirkus Arena har fået Ramasjangs Motor Mille med i årets forestilling, der snart kan ses i Ballerup. Foto: Cirkus Arena
cirkus: Der bliver fuld knald på, når børnenes tv-heltinden Motor Mille overtager styringen i Cirkus Arena og bringer en lang række eventyrlige fortællinger til live, når det store cirkus gæster Ballerup den 19. og 20. august.

Hvis man har små børn eller børnebørn, der ser DR Ramasjang, så kender man også børneuniversets helt egen ballademager Motor Mille med de lange lyse fletninger. Hun er både sej og sjov. Hun synger, danser og finder på narrestreger – og så er hun et forfriskende pust som ’pigeforbillede’ i sin kedeldragt og motorbriller.

Motor Mille har kastet sig over cirkuslivet og sagt ja tak til at tage på tur med Cirkus Arena. I weekenden den 19. og 20. august kommer de til Ballerup med hele tre forestillinger, som byder på en række magiske cirkushistorier fra hele verden.

Vind billetter til cirkusforestillingen her: Konkurrence

Mille overtager showet

Arenas cirkusdirektør Benny Berdino skal lige til at sætte gang i de mange eventyrlige fortællinger, da han bliver afbrudt af børnenes tv-helt Motor Mille, som herefter får lov til at styre slagets gang, når eventyrene kommer til live ét efter ét.

I cirkusteltet er der nemlig både bøllerne fra Balladegade, fortryllende cirkusprinsesser, 10 hvide araberhingste, svævende trapezpiger, sangglade dromedarer, og jongløren der kan gribe alt mellem himmel og jord.

Sammen kommer tilskuerne til at opleve mageløse verdensrekorder og artister i verdensklasse, for på magisk vis bærer alle artisterne rundt på deres helt eget eventyr.

»I år er det en helt nytænkt forestilling med eventyr og nyskrevet cirkus-popmusik, der skal binde forestillingen sammen og ramme både børn og voksne,« fortæller Mille, der har fået den flotte titel, instruktør, på årets forestilling i Cirkus Arena.

Nytænkning og cirkus-pop

Den nye form er blevet godt modtaget blandt publikum og anmeldere, og i Cirkus Arena glæder de sig over alle de stjerner, som er drysset ned over forestillingen, der har meldt udsolgt i flere byer.

Også ved besøget i Ballerup er der allerede rift om billetterne og Cirkus Arena melder om udsolgt på den ene af tre forestillinger.

Det er første gang Motor Mille rejser rundt med cirkus, og hun glæder sig til at komme rundt i landet i sin nye cirkusvogn.

»Som barn var jeg fuldstændig fascineret af cirkus’ magiske univers, og jeg var faktisk klar til at stikke af med et, da jeg var seks år gammel. Dét var mine forældre dog ikke helt med på, så min mor lærte mig, at jeg kunne have et helt cirkus ude i haven, hvis blot jeg brugte min fantasi. Og det gjorde jeg så! I dag er drømmen blevet til virkelighed,« fortæller hun.

Faktaboks: Tid og sted:

Cirkus Arena slår teltet op ved Marbækvej i Ballerup i weekenden 19.-20. august.

Der er tre forestillinger: Lørdag klokken 17 og søndag klokken 12 (udsolgt) og 15.30.

Billetter fås på www.arena.dk eller telefon: 40 30 01 02.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *