Drageflugt for åbent tæppe
skammerens_datter_32.jpg
I fredags lukkede teatergruppen Klima for første gang publikum ind til prøverne på årets storstilede musical ’Skammerens datter’. Publikum fik lov til at følge prøverne på drageflugten, som var ventet med spænding. Dragen har de lokale teaterfolk fået lov at låne af Østre Gasværk, der for år tilbage uropførte en musical over Lene Kaaberbøls berømmede fantasyroman. Foto: Flemming Schiller
teater Siden december har teatergruppen Klima øvet på forestillingen ’Skammerens datter’, der har premiere i Baltoppen Live om en måneds tid. I fredags fik publikum lov til at være med under prøverne.

Er der nogen, der har en Iphone-oplader.«

Instruktør Maria Schrøder er i gang med at gennemse nogle scener fra Skammerens Datter på computeren og mangler strøm til telefonen. Moderne teknologi fornægter sig ikke, heller ikke inden for den årtusinder gamle kunstart. Der skal strøm til.

Det er fredag aften og en snes af amatørskuespillerne fra teatergruppen Klima er mødt op i Baltoppen. Det er en særlig aften, dels har teateret fået lov at låne salen, hvor de om kort tid skal opføre stykket, og dels skal spillerne prøve foran et publikum, som får lov at følge drage-jagten – en af scenerne i musicalen.

Den syv meter lange drage af stof og metal, som om lidt skal afprøves, har teatret fået lov at låne af Østre Gasværk, der for fem siden uropførte en storstilet og anmelderrost udgave af ’Skammerens Datter’ efter Lene Kaaberbøls roman af samme navn. Klima har som det eneste amatørteater fået tilladelse til at opføre musicalen skrevet af Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier. Så en anelse lampefeber er i spil.

Stuntkoordinator Anne Rasmussen og instruktør Maria Schrøder stod i spidsen
for aftenens prøve på dragescenen. Foto: Flemming Schiller

Styr på drage-stunt

Til at hjælpe med at få drage-scenerne til at fungere har teatret fået assistance af Anne Rasmussen. Udover at være ansat i Ballerup Kommune som kulturkonsulent er Anne Rasmussen stuntkvinde af profession og har koreograferet kampscenerne i den oprindelige forestilling på Østre Gasværk – og nu også i Baltoppen – i samarbejde med Maria Schrøder og Klimas egen koregraf Nanna Andkjærgaard-Andersen. Og selv om de 65 medvirkende i Klima er amatører, er der ifølge Anne Rasmussen ikke den store forskel på samarbejdet:

»Klima er et meget ambitiøst teater, og engagementet hos spillerne er det samme som hos de professionelle skuespillere,« siger hun forud for prøverne.

Første åbne prøve

Maria Schrøder har samlet spillerne i en rundkreds til en fælles besked, før publikum lukkes ind. Lidt savsmuld skal fejes op fra gulvet og stole køres ind i salen, inden dørene åbnes, og der prøves for åbent tæppe.

»Velkommen til. Det er første gang, vi åbner op for publikum under prøverne. For os er det en prøve, det vil sige, at vi afbryder 117 gange undervejs. Det er noget ganske særligt, at vi prøver i Baltoppen, det skyldes, at vi skal i nærkontakt med dragen, og se om, vi kan være her,« forklarer Maria Schrøder og fortsætter:

»Vi har øvet på stykket siden december, og vi er meget stolte af, at vi har fået rettighederne til at opføre det. Og så har Lene Kaaberbøl, som har skrevet bogen bag forestillingen, bidraget med gode råd. Og vi kan mærke, det bliver rigtig, rigtig godt,« siger instruktøren, inden Anne Rasmussen supplerer og fortæller om sin rolle i forestillingen og om Dorit, som dragen bliver kaldt, og som Klima-medlemmerne har brugt sommeren på at reparere, ligesom de har syet kostumer og lavet kulisser.

Foto: Flemming Schiller

»Man må gerne gå på toilettet og strække benene undervejs, vi skal bare have ro til at øve. Og bagefter kan man få det fedeste motiv til et julekort, når I kan tage en selfie med Dorit,« siger Anne Rasmussen, inden de tre mandlige drageførere går i gang med at iføre sig seler og handsker.

Dragen er både tung og svær at navigere rundt med. Men fascinerende ser det ud, da den bevæger sig ind på gulvet foran scenen, mens øjnene skifter farve, rød, gul, grøn.

Dorit dur

Spredt latter efterfulgt af anerkendende lyde høres blandt publikum. Dorit dur. Og instruktør og koreograf ser tilfredse ud.

»Vi skal have den til at gå pasgang, for at få det til at se rigtigt ud. Nu sender vi den ud, og så skal vi have den ind igen. Denne gang til musik. I må ikke filme og uploade, vi har nemlig ikke rettighederne til musikken. Vi må kun bruge den til at øve efter,« minder Maria Schrøder om, mens dragen trækker sig langsomt tilbage for snart at returnere til en lydkulisse af brøl og dramatik, når den skal i nærkontakt med Frederikke Zierau-Christensen, der spiller skammerens datter Dina.

Foto: Flemming Schiller

Det færdige resultat af prøverne kan ses, når ’Skammerens Datter’ har premiere den 23. september. Forestillingen spiller i september og oktober. Alle kommunens elever i 4.,5. og 6. klasse inviteret ind for at se forestillingen.

I skammerens fodspor

I forbindelse med ’Skammerens datter’ samarbejder Klima med bibliotekerne, Skoletjeneste i Pederstrup, skolernes pædagogiske læringscentre og rådhuset om en række aktiviteter og skolemateriale, der snor sig omkring bogen, som i forvejen indgår i læsepensum på mange af kommunens skoler.

Billetter kan købes på www.teatergruppenklima.dk. Her kan man også finde plan over spilledato og tidspunkter.

Lørdag den 26. august deltager Klima desuden på Ballerup Musikfest, hvor man kan få smagsprøver fra årets store musical-forestilling.

Faktaboks: Handlingen:

Dina bor sammen med sin familie uden for den lille by, Birkene. Hun og moderen Melussina er skammere. Det betyder, at de kan se, hvad folk skammer sig over ved at kigge dem i øjnene.

En dag kommer der sendebud fra byen Dunark, der fortæller, at fyrsten, fyrstens ældste søn, Ludovic, og hans kone og lille søn er blevet myrdet. Alt peger på at fyrstens anden søn Nicodemus er den skyldige, men han vil ikke tilstå.

Dragefyrsten Drakan – fyrstens uægte søn – har derfor brug for skammerens øjne til at se, om Nicodemus er morderen. Dinas mor tager straks af sted for at hjælpe, men dagen efter henter Drakan også Dina. Han fortæller hende, at Dinas mor ikke kan se Nicodemus’ skam og at hun har brug for Dinas hjælp.

Dina rider til Dunark sammen med Drakan og hun kastes ud i et hæsblæsende eventyr med drager, magi, gode og onde mennesker og med livet som indsats.

Kilde: www.ballerup.dk/skammerfestival

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *