Julie fra Skovlunde kan blive Miss Danmark
miss_dk_Julie-Kjær-12.jpg
Lige nu drømmer Julie Kjær om at få foden indenfor hos et stort modelbureau og blive så dygtig, at hun kan leve af at være model. På lang sigt vil hun gerne uddanne sig til enten ejendomsmægler eller indretningsarkitekt. Foto: Flemming Schiller
skønhed: Fra fodboldpige med skæve tænder til Miss Danmark-finalist. 18-årige Julie Kjær fra Skovlunde er udvalgt som én af 30 piger i finalen til Miss Danmark 2017.

Ligesom så mange andre unge piger, går 18-årige Julie Kjær fra Skovlunde også rundt med store modeldrømme. Hun har forsøgt sig lidt i det små, men et par skæve fortænder tog brodden af selvsikkerheden. Så først efter et års tandregulering – med det smukkeste Colgate-smil som belønning, var hun klar til at tage det helt store spring.

»Det var faktisk min mor, der havde set på facebook, at de søgte piger til Miss Danmark 2017. Hun spurgte, om jeg havde set det og om det ikke var noget for mig,« fortæller Julie.

Der var kun to dages betænkningstid før ansøgningsfristen udløb, så den unge Borupgaard-elev traf en rask beslutning og sendte en ansøgning af sted. Der blev svaret med det samme. Dommerne synes, Julie var helt fantastisk og ville gerne se hende snarest muligt. Så i løbet af et par dage havde hun både været til casting, på catwalken og til interview med folkene bag Miss Danmark.

Fra 200 til 30

»Jeg tror vi var omkring 200 piger i det hele, som så skulle skæres ned til 30 i finalen,« fortæller Julie, der blev ovenud lykkelig, da hun fik beskeden om, at hun var kommet gennem nåleøjet.

»Jeg blev så glad. Det er en kæmpe ære for mig at være med. Jeg får virkelig prøvet grænser af og lærer en masse om mig selv. Samtidig får jeg lært at være mere selvstændig, selvsikker og turde stille mig op og snakke foran andre mennesker. Det er virkelig fedt og jeg føler, jeg udvikler mig meget,« forklarer Julie og fortsætter:

»Det er faktisk også noget af det, jeg godt kan lide ved Miss Danmark. Man skal ikke bare bedømmes på sit udseende men også på sit indre, personligheden og hvad man gør af velgørenhed.«

Foto: Flemming Schiller

En rigtig fodboldpige

Julie har boet i Skovlunde hele sit liv. Som barn var hun en rigtig fodboldpige og spillede i cirka 10 år – først i Skovlunde IF og efter sammenlægningen med Ballerup også i BSF.

»Jeg spillede på ret højt plan, men da jeg blev omkring 14 år, stoppede jeg. Det fyldte for meget med træning fire gange om ugen og kampe oveni, så da skolen også begyndte at blive mere krævende, så valgte jeg fodbold fra,« fortæller Julie, der dog stadig går meget op i både kost og motion.

Miss Her & Nu

Som optakt til den store Miss Danmark-konkurrence har ugebladet Her & Nu lavet en lille ekstra konkurrence, hvor de kårer ’Miss Her & Nu’.

Her er Julie udvalgt sammen med fem andre af de 30 Miss Danmark-kandidater, så hvis man har lyst til at støtte sin lokale Miss, kan man klikke ind på Realityportalen.dk og sætte en stemme på Julie. Konkurrencen løber frem til 25. august klokken 12.

Dernæst følger det store finaleshow til september, hvor Julie skal på scenen sammen med de 29 andre piger i kampen om titlen Miss Danmark 2017. Man kan følge Julie på hendes officielle Miss Danmark side på Facebook: Julie Kjær – Miss Danmark 2017 finalist

Foto: Flemming Schiller

Fakta om Miss Danmark:

• Miss Danmark er den ældste og mest prestigefyldte skønheds-konkurrence i Danmark med en historie der fører tilbage til 1926.

• I september løber det storslåede finaleshow af stablen i København, hvor 30 kvinder skal kæmpe om titlen Miss Danmark 2017 samt æren af at repræsentere Danmark til Miss World 2017 i Kina.

• Miss Danmark 2017 finalisterne bliver udover udseende bedømt på personlighed, ambitioner, intelligens, taleevner, engagement i velgørenhedsarbejde med mere.

• Konkurrencen indebærer flere delkonkurrencer såsom; Miss Sport,
Miss Talent, Miss Top Model, Miss Beach Beauty og Beauty With A Purpose.

• Et panel af skønhedseksperter samt kendte udgør dommerpanelet, som skal finde frem til årets Miss Danmark-vinder.

Kilde: Lisa Lents, direktør for Miss Danmark