DTU vil udvide med stort campus-område
campus_sømosen_5.jpg
Det store grønne areal mellem Sømosen og DTU kan snart være omdannet til summende liv med flere hundrede boliger til studerende og forskere. En række private investorer vil skyde penge i et nyt DTU-campus. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Planer Omkring 300 nye studie- og forskerboliger kan snart skyde op på den store grund ved DTU og Sømosen. Det skal give nyt liv til hele erhvervsområdet.

Lige nu er der oftest ret stille efter ’lukketid’ i erhvervsområdet omkring Lautrup og DTU. Men det kan blive anderledes i fremtiden. Om nogle år kan en helt ny ’by’ være skudt op i det store grønne område lige bag ved DTU og Sømosen.

DTU er nemlig interesseret i at bygge op imod 300 studie- og forskerboliger på grunden og her derfor henvendt sig til Ballerup Kommune, der ejer en del af grunden. Målet er at købe grunden og udvikle et nyt campus.
Teknik- og Miljøudvalget har godkendt, at der kan laves en ny lokalplan, så der kan gøres klar til et eventuelt salg og udvikling af området. Indtil videre har arealet været brugt som rekreativt areal for studerende og medarbejdere og som testareal, men med de nye planer vil der ske så store forandringer i arealet, at der skal udarbejdes et nyt plangrundlag, der skal endeligt godkendes i kommunalbestyrelsen.

Nyt liv i området

»Der er interesse i at opføre op til 300 studie- og forskerboliger og måske en række almindelige familieboliger. Meningen er, at der også kan etableres idrætsfaciliteter og cafe og en række andre ting, der skal skabe liv i området.

Det er DTU’s boligfond og en række private investorer, der skal skyde penge i det og vi som kommune bakker naturligvis op om planerne. Men det er privat finansieret,« siger Steen Pedersen, centerchef for By, Erhverv og Miljø i Ballerup Kommune.

Grunden er delvist ejet af Ballerup Kommune og delvist af det statslige ejendomsselskab FREJA, og der har været en række henvendelser fra netop private investorer i dennsenere tid omkring projektet. Derfor lægger Ballerup Kommune op til at sælge grunden til det rette projekt.

»På baggrund af de henvendelser, som vi har fået, laver vi tillæg til kommuneplanen, så der er klar til et salg. Det er også et klart politisk ønske, at vi skal revitalisere området og skabe nyt liv. Man kan næsten sige, at det skal være en fjerde bymidte,« siger Steen Pedersen.

Boliger og butikker

Helt konkret skal området huse et større antal boliger til studerende, forskere og medarbejdere med kortvarig tilknytning til områdets virksomheder. Men der kan også blive plads til en række familieboliger. Alt skal opføres i helt nye byggerier nord og øst for de eksisterende universitetsbygninger.

I tilknytning til byggeriet er der åbnet for, at der skal bygges dagligvarebutik, idræts- og motionsfaciliteter og cafe, der samlet set skal give et levende miljø.

»Det er en del af at vitalisere området, at der kommer noget liv efter klokken 4. Det er vigtigt for os, at vi får skabt rammerne til et mere spændende miljø derude,« siger Steen Pedersen, som understreger, at det i sidste ende er de private investorer, der skal bygge rammerne. Samtidig med, at man vil etablere boliger, skal der også anlægges parkerings- og opholdsarealer, der skal være en del af de eksisterende arealer på DTU, så de kommer til at blive en helhed.

Det er endnu uvist, hvornår man kan se et byggeri, da det stadig er tidligt i processen. Men ifølge Steen Pedersen kan de kommunale forberedelser, altså udarbejdelse af lokalplaner, politisk godkendelse, høring og et endeligt salg, være overstået senest om et til halvandet år. Derefter er det op til entreprenører og byggefolk at få gravemaskinerne i gang og få bygningerne til at skyde op.

Politisk begejstring

Den store interesse for at udvikle et campus er i øvrigt ikke ny, for allerede i kommuneplanen for 2013 indgår der muligheder for at udvikle området. Men der er kun plads til et ganske beskedent antal boliger, da området primært er udlagt til kontor- og administrative formål samt offentlige formål. Men de nye planer er altså langt mere omfattende.

Planerne vækker også stor begejstring hos de folkevalgte.

»Det er meget spændende planer, der er gode for både studielivet og for hele vores erhvervsområde. Derfor er vi som kommune naturligvis meget interesseret i at få tingene i gang hurtigst muligt og understøtte den proces, der kan lede til mere liv i området,« siger borgmester Jesper Würtzen (A).

Hele planen er nu i høring fra den 29. august og frem til den 26. september, hvorefter de eventuelle indkomne forslag og ideer skal drøftes. Forslag, der blandt andet kan dreje sig om hvordan man kan skabe et levende campusområde, der kan tiltrække danske studerende og internationale forskere og virksomheder, hvor der kan skabes sammenhæng til DTU Diplom og de omkringliggende virksomheder, hvordan man kan fortsætte udvidelserne og hvordan man kan tilpasse området, så der både bliver plads til natur og de rekreative interesser i området. Høringssvar kan sendes til byplan@balk.dk med ’høringssvar – DTU Campus i emnefeltet senest den 26. september.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *