Red Barnet mangler indsamlere
Red-Barnet-indsamling-copy.jpg
Man kan vælge sin rute direkte på hjemmeside og få indsamlingsbøtten sendt til døren. Så bliver det ikke meget nemmere. Foto: Red Barnet
indsamling Der mangler 85 indsamlere i Ballerup Kommune, når Red Barnet holder landsindsamling 3. september.

Søndag den 3. september samler Red Barnet ind ved den årlige landsindsamling til de dårligst stillede børn i Danmark og resten af verden. Men som altid er det svært at skaffe nok indsamlere til at få dækket alle ruter her i Ballerup Kommune.

Red Barnet redder og beskytter børn og familier med livsvigtig hjælp og tryghed i krigszoner og under flugten fra krig og konflikter. De uddeler mad, vand og medicin i de lande, hvor sultkatastroferne hærger, og ruster flere børn og deres familier til at modstå tyfoner og jordskælv i områder truet af naturkatastrofer.

Derudover støtter Red Barnet også dårligt stillede børn i Danmark med ferieoplevelser og mulighed for at deltage i fritidstilbud. Organisationen bidrager også til trivsel og fællesskaber i mange skoler, børnehaver, vuggestuer og dagplejer.

Hvis man har lyst til at hjælpe til ved den store landsindsamling, kan man som noget nyt i år selv vælge sin rute direkte på Red Barnets hjemmeside. Herefter sender Red Barnet en indsamlingsbøtte hjem til indsamlerne på deres adresse, og så er der kun tilbage at tage familie eller venner under armen og gå ud og ringe på dørene den 3. september.

Det tager cirka tre timer at samle ind, og man kan tilmelde sig på https://tilmeld.redbarnet.dk/.

»Hver indsamler får i gennemsnit 1000 kroner i bøtten, så hver indsamler tæller,« fortæller lokalkoordinatoren for Skovlunde, Malika Lund.

Lokale koordinatorer:

Ballerup og Måløv mangler pt. 70 indsamlere for a få dækket alle ruter. Hvis man har spørgsmål vedrørende denne indsamling kan man kontakte lokalkoordinator Rikke Ærtebjerg på telefon: 61 55 63 09.

Skovlunde mangler pt. 15 indsamlere for at få dækket alle ruter. Hvis man har spørgsmål hertil kan man kontakte lokalkoordinator Malika Lund på telefon: 31 11 17 91.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *