Medaljer til Ballerup-skytter
Skytter.jpg
Skytterne fra Ballerup Skytteforening tog i den grad for sig af medaljerne ved DM i Vejle i weekenden. Foto: Privatfoto
Skydning Dansk Skytte Union afviklede lørdag og søndag Danske Mesterskaber på 50 meter riffel i Vingstedcentret ved Vejle. Ballerup Skytteforening stillede med en større delegation skytter og vurderet ud fra ranglisterne også flere med gode muligheder for at vinde medaljer.

Lørdag blev der skudt 3 x 20 (20 liggende, stående og knælende) for damer og damejunior og 3 x 40 for herrer og herrejunior. I damejunior var Ballerup repræsenteret ved en af de største talenter på ungdomssiden, Stephanie Grundsøe. Stephanie blev nr. to i kvalifikationen til finalen, hvor de otte bedste skyder om medaljer. I finalen viste hun så sin klasse ved at vinde med en finalescore på 456,3 point, hvilket var ni point bedre end nummer to, ny dansk finalerekord.

Herrernes konkurrence på 3×40 havde en favorit i Ballerup-skytten Steffen Olsen. Han var dog ikke helt på toppen endnu efter en nylig knæoperation og måtte i finalen se sig henvist til andenpladsen, dog kun slået med 0,1 point. Holdmæssigt blev det til en suveræn sejr til holdet fra Ballerup med Steffen, Kristian Thomsen og Claus Søndergaard.

Det var Claus Søndergaards første DIF guldmedalje, så her var humøret ekstra højt.
Søndag blev der skudt 60 liggende for de samme klasser, og her blev der skruet op for træfsikkerheden hos Ballerup-skytterne. Først vandt Stephanie Grundsøe finalen for damejunior med endnu en ny dansk rekord for derefter at vinde sølv sammen med Alexander Petersen og Nicolaj Andersen på Junior Mix holdet.

Herrernes 60 skud liggende blev til et rent Ballerup mesterskab. Først vandt Hold 1 med Steffen Olsen, Kristian Thomsen og Kenneth Nielsen holdkonkurrencen og da de alle tre havde kvalificeret sig til de otte, der skulle dyste om medaljer i den individuelle konkurrence, var de så ubeskedne at sætte sig på alle tre medaljepladser med guld til Steffen, sølv til Kristian og bronze til Kenneth.

Hold 2 fra Ballerup med Claus Søndergaard, Jonas Hansen og Tobias Hybholt vandt bronze og de var endda snublende nær ved at vinde sølvmedaljen.

En helt igennem fantastisk weekend for skytterne, der endnu engang fik sat Ballerup på landkortet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *