Det jazzer på Kirketorvet
Jazzfive-copy.jpg
Den første af tre jazzkoncerter på Kirketorvet i Ballerup bliver med Johan Bylling Lang og bandet Jazz Five, der spiller lørdag den 2. september klokken 11-14. Foto: Pr-foto
Musik I september er der jazz til frokost på Kirketorvet i Ballerup. Frivillige kræfter har arrangeret tre spændende, gratis jazzkoncerter for at skabe mere liv i byen.

Under overskriften ’Torve Jazz’ præsenteres i september måned endnu et helt nyt tiltag med det formål at skabe mere liv på Kirketorvet i Ballerup. Som navnet antyder, er der jazz på programmet. Det kommer til at foregå tre lørdage i september med gratis koncerter med spændende jazzorkestre.

Idékvinden bag er Susanne Lykke fra Ballerup, der har ladet sig inspirere af lignende frokostjazz-koncerter i Silkeborg. I første omgang fremlagde hun idéen ved årets borgermillion-projekt, men fik ingen penge.

»Da der ikke blev penge til mig, så opgav jeg ikke, men søgte igennem Fritids- og Kulturudvalget. De syntes min ide var god, så de har nu støttet op om mit projekt i år. Jeg er dybt taknemmelig for dette,« fortæller Susanne Lykke, der altså har fået stablet tre koncerter på benene i år – og lover at vende tilbage igen næste år.

Hjælp fra flere kanter

»Jeg har en bred viden og kontakt til musikverden, og de vil meget gerne til Ballerup og spille udenfor på vores skønne brede og store torv, der i mine øjne kan udnyttes meget bedre end nu,« fortæller hun og roser samtidig de andre lignende tiltag i Ballerup – Dans på Torvet og Musik i Byen, som har bragt ekstra liv til bybilledet.

»Målet er at give de fremmødte borgere og gæster en fantastisk musikalsk oplevelse, samt mere liv og handel i Ballerup by,« forklarer hun.

Med på sidelinjen har Susanne Lykke flere andre frivillige, der støtter det nye projekt.

»Jeg indgår et meget tæt arbejde med Musisk Samråd i Ballerup Kommune. Og de frivillige omkring Dans på Torvet og Mere Monitor har lovet at hjælpe med det praktiske som scene, borde og stole med videre,« fortæller hun.

Der vil også være mulighed for at købe drikkevarer og mad på Kirketorvet, så man kan nyde både frokost og musik i skøn forening.

Jazz Five kommer først

De tre Torve Jazz-koncerter finder sted de tre første lørdage i september klokken 11-14.
Første gang, lørdag den 2. september, er det Johan Bylling Lang, der sammen med bandet Jazz Five står for underholdningen.

Jazz Five tager sit publikum til nutidens New Orleans og leverer et unikt show med funky grooves, blues, shuffle og jazz’n’roll.

Jazz Five blevet grundlagt i 1996 og har siden spillet over 1000 koncerter lige fra British Columbia over Bornholm til Sydkorea i 2013. Hvad enten der er tale om festivaler, jazzklubber eller andre spillesteder, udstråler bandet altid overvældende spilleglæde.

Bandet er en storswingende og sveddryppende festmaskine, der inviterer lytteren med til Mardi Gras i New Orleans og leverer et show i topklasse.

Med to saxer i front, energisk rytmegruppe, stærkt overophedet blues piano og syngende trommeslager, giver Jazz Five alt de har med en indlevelse og overbevisning man sjældent ser.

De følgende koncerter bliver med henholdvis Torben F. Lassen og Riverband den 9. september samt Kira Martini med band den 16. september. Det kan man læse mere om i de kommende uger i Ballerup Bladet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *