Tag med DR på lyn-kogeskole i Ballerup
Madlavning-COLOURBOX21325771-copy.jpg
Der skal laves danske retter med et eksotisk twist, når DR K og Bydelsmødrene i Ballerup holder lyn-kogeskoler ved loppemarkedet foran rådhuset søndag den 10. september. Foto: Colourbox
madlavning Søndag den 10. september er der mulighed for at få finpudset sine evner i et køkken, når DR K sammen med lokale amatørkokke holder lyn-kogeskole.

Der bliver rig mulighed for at få opgraderet køkkenkundskaberne søndag den 10. september, hvor DR K i samarbejde med Bydelsmødrene i Ballerup holder lyn-kogeskoler ved loppemarkedet foran rådhuset,

Her kan man sammen med lokale amatørkokke – og en enkelt professionel – lære at lave udvalgte danske retter tilsat et eksotisk twist – og det tager kun en time for både tilberedning og spisning.

Der er seks kogeskoler i løbet af dagen – med start hver halve time, og der er plads til 12 på hvert hold. De lokale amatørkokke har forinden brugt fredag og lørdag i Sundhedshuset i Ballerup på at udvikle nye fantastiske retter til søndagen.

Lær om råvarerne

Kogeskolerne er en mulighed for at lære mere om de gode råvarer, som findes i Danmark og give muligheden for at eksperimentere, smage og gøre eksempelvis knoldselleri, grønkål og æble til en del af måltidet.

»Fællesskabet omkring tilberedning og indtagelse af et måltid åbner døre til nye madlavningskundskaber, viden om madkulturer og nye netværk på tværs af kulturer. Det handler om at bringe de danske råvarer og traditionelle livretter ind i det danske multikulturelle samfund anno 2017 og på den måde lave ’ny, dansk mad’ for alle, skriver DR K i en pressemeddelelse om arrangementet.

Den professionelle kok, der underviser i DR K’s kogeskole i Ballerup, hedder Birgitte Kampmand. Hun har lige udgivet en amerikansk kogebog og bor normalt i Boston.

Tilmelding:

Hvis man vil være med på kogeskolen i Ballerup, skal man møde op foran Ballerup Rådhus søndag og melde sig til.
Arrangementet er gratis at deltage i, og der er smagsprøver til dem, der ikke får plads.

Tid og sted: Søndag den 10. september klokken 11.00 – 14.30 ved Ballerup Loppemarked, foran Ballerup Rådhus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *