Skovlundeborgere er kritiske over for højden på nyt centerbyggeri
skovlunde-bymidte-kortbilag-6-copy.jpg
Illustration af hvad der i følge lokalplansforslaget kan bygges i området. Foto: Illustartion fra lokalplansforslaget, Ballerup Kommune
lokalplan Hallen på Skovlunde Skole Syd var fyldt godt op onssdag aften, da kommunen holdt borgermøde om den nye lokalplan for området omkring Skovlunde Centret. Der var udbredt utilfredshed med planerne om, at bygge boliger i op til fem etager plus tagterrasse.

Der var ingen tvivl om, at alle de fremmødte ved onsdagens borgermøde i Skovlunde var rimelig enige om, at der skal ske noget omkring Skovlunde Centret. Som det ser ud nu, er det en trist, hensygnende oase af tomme butikslokaler og mismod.

Der har da også i årevis været tænkt og talt både blandt borgere, forretningsdrivende og kommunen om, hvor dejligt det bliver, når der forhåbentlig snart kommer til at ske noget omkring centret nord for boulevarden. Først var det den forrige ejer af centret, der var problemet. Der var ingen penge til vedligeholdelse eller fornyelse – og centret blev bare værre og værre. Stor var glæden derfor, da centret blev sat til salg – og efter lang tids venten – endelig i december 2016 blev købt af en ny ejer, Bjørn Skouenby fra Dowo Management og Ivan Bjerg-Larsen, der tilsammen dannede Skovlunde Invest.

Siden har de nye ejere og kommunen været i tæt dialog omkring udviklingen af Skovlunde Bymidte. Og i juni sendte kommunalbestyrelsen forslaget til en ny lokalplan for området i høring frem til 5. september. Det var netop lokalplanen – Lokalplan 168 Skovlunde Bymidte Nord – der var på programmet torsdag aften, da kommunen havde inviteret til borgermøde i hallen på Skovlunde Skole Syd for dels at præsentere de nærmere detaljer i lokalplanen samt svare på spørgsmål fra borgerne i Skovlunde.

Sker meget i Skovlunde

Borgmester Jesper Würtzen lagde ud med en længere gennemgang af de mange byggeprojekter, der er under opsejling eller allerede i fuld gang i Skovlunde – og det er ikke så lidt: Indsnævringen af Ballerup Boulevard, byggeriet af det nye børnehus Himmel & Hav – og som følge deraf omdannelse af de gamle børnehuse til boliger, nedrivningen af det gamle posthus, hvor der i stedet skal bygges lejligheder samt byggeriet af det nye seniorbofællesskab Lystoftegård.

Borgmesteren gennemgår byggerierne i Skovlunde. Foto: Flemming Schiller

Så der sker en hel masse i Skovlunde for tiden – og i årene frem. Den lokale ejendomsmægler og formand for centerforeningen i center nord Lizette C. Byrdal var også med på mødet og kunne bekræfte, at der er stor interesse for området, men at centret naturligvis i sin nuværende tilstand ikke ligefrem virker tillokkende.

Derfor har lokalplanen også været længe ventet, men ikke alt indhold i planen faldt i god jord hos de fremmødte på borgermødet – dele af lokalplanen er nemlig lige højtragende nok, synes flere.

Lokalplan 168 dækker området fra Skovlunde Torv i nord til boulevarden i Syd samt afgrænset af Torvevej mød øst og Bybuen mod vest. Og det var især udsigten til lejlighedskomplekser på fem etager plus tagterrasse i området ud mod Bybuen, der fik kritik på borgermødet.

Flere var utilfredse med at kommunen ville gå så meget i højden, da det vil tage meget sol, lys og udsigt fra beboerne i Lilletoften og Ringtoften. Ligesom beboere i Blokhaven ville få naboer meget tæt på – og i helt op til fire etager, hvis lokalplanen vedtages, som den ligger nu.

Det skal være højt

Direktør Carsten Riis fra Ballerup Kommune forklarede og fortalte om de mange delelementer i lokalplanen og gav da også de fremmødte helt ret i, at et så højt byggeri naturligvis vil tage lys og udsigt fra naboerne. Men han understregede også, at det var hele formålet med den nye lokalplan at skabe et nyt, urbant miljø omkring Skovlunde Bymidte.

»Jamen, de kommer jo til at kunne stå og kigge lige ned på mig. Det synes jeg ikke er særlig sjovt,« sagde en kvinde, der bor på Bybuen.

Det kunne direktøren sådan set godt forstå, men byfortætning er nødvendig og derfor skal der bygges i højden, mener kommunen, der også har indlagt et minimum for antal etager i lokalplanen for netop at sikre, at der bygges højt.

Direktør Carsten Riis fra Ballerup Kommune gennemgik lokalplansforslaget. Foto:Flemming Schiller

Lige med undtagelse af en enkelt bygning mod Skovlunde Torv og et lille område mellem Blokhaven og Torvevej er der i lokalplanen lagt op til, at der skal bygges i minimum tre etager i hele området – gerne op til fire – og altså fem plus tagterrasse i førnævnte område ud mod Bybuen.

Alt til venstre for Blokhaven skal i følge lokalplanen bestå af butikker i stueetagen og boliger ovenpå. Med undtagelse af en enkelt bygning overfor Skovlunde Torv, der skal huse ’liberalt erhverv’ som for eksempel, læger fysioterapeuter eller lignende. Samt boligblokken ud mod hjørnet Ballerup Boulevard/Bybuen, der udelukkende skal være boliger – og altså ikke butikker.

Hvad med butikkerne?

Ud over højden på byggeriet var der også flere andre knaster i lokalplansforslaget, som der blev stillet spørgsmålstegn ved. Det var blandt andet trafikafviklingen, til- og frakørselsmuligheder samt parkering i området, der gav anledning til spørgsmål. Ligesom et par stykker kritiserede, at der tilsyneladende ikke gøres noget for at redde de få butikker, der trods alt stadig er at finde i Skovlunde Centret.

»Hvordan overlever centret de næste to-tre år?« spurgte Mogens Palvad, der driver Skovlunde Apotek.

Det kunne centrets nye medejer Bjørn Skouenby, der også var med på mødet, ikke rigtig svare konkret på, men sagde:

»Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at tilgodese butikkerne, og vi vil selvfølgelig prøve at flytte folk, når det er muligt.«

Han sagde også, at planen er at begynde byggeriet i området nærmest stationen og så bevæge sig sydover mod boulevarden løbende.

Oversigt over hvor mange etager der skal bygges i de forskellige zoner i bymidten.

Klar ved årsskiftet

I denne uge udløber høringsfristen og så skal forvaltningen ellers i gang med at gennemlæse og vurdere de mange høringssvar, inden de skal komme med et nyt og endeligt forslag til Lokalplan 168. Hvis alt går efter planen, skal den vedtages endeligt på kommunalbestyrelsesmødet den 30. oktober.

Herefter skal det, ifølge borgmesteren, nok gå hurtigt med at få papirarbejdet på plads.

»Vi forventer, at der ved årsskiftet foreligger alle nødvendige planer og tilladelser til at byggeriet kan gå i gang,« sagde han på mødet.

Dermed kan der, hvis grundejerne ønsker det, allerede påbegyndes nedrivning og byggeri fra begyndelsen af næste år. Men først skal de tre grundejere: Skovlunde Invest der ejer centret, AAB der ejer Blokhaven og Cirkle K der ejer området ved tankstationen – lige blive enige om, hvem der gør hvad – og om nogen vil sælge til hinanden osv.

Alt dette kommer vi helt sikkert til at blive meget klogere på, når lokalplanen er endeligt vedtaget sidst på året.
Man kan læse meget mere om lokalplanen på: www.ballerup.dk/skovlundebymidte.

Flere billeder fra mødet:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *