Dyrefold låst af på grund af løse hunde
Grantoftegård-24.jpg
Stigende problemer med løse hunde, der skambider får i de kommunale dyrefolde, har fået Grantoftegaard til at låse en fold af i Egebjerg. Et forbud mod helt at færdes i foldene, når der er dyr, kan komme på tale, mener Teknik- og Miljøudvalgsformand Helle Tiedemann. Foto: Foto: Arkiv.
Adfærd Stigende problemer med løse hunde, der skambider får i kommunens dyrefolde, betyder, at den første fold nu er lukket helt af. Står det til formand for Teknik- og Miljøudvalget, Helle Tiedemann, bliver publikum forment adgang til alle foldene, når dyrene er på græs.

Problemer med hundeejere, der slipper deres hunde løs i dyrefoldene rundt om i kommunen, har fået Grantoftegaard til at afspærre en dyrefold i Egebjerg. Det sker efter der i år er blevet skambidt flere får end tidligere.

Konstitueret direktør på Grantoftegaard, der står for naturplejen på de kommunale arealer, er ved at være godt og grundig irriteret over den ligegyldighed, hvormed nogle hundeejere færdes på de fælleskommunale arealer.

»Problemet bliver større og større for hvert år. Vi har flere tilfælde af skambidte får i år end nogensinde før. Derfor har vi i Egebjerg aflåst klaplågerne i den fold, der ligger mellem Nordbuen og Digterparken,« forklarer Rune Sørensen.

»Selv om folk ikke kan se dyrene i foldene, er det ikke ensbetydende med, at de ikke er der. Og selv om vi sætter skilte op, der gør opmærksom på, at der er dyr i folden, er der nogle, som er ligeglade og gør, som de vil,« siger Rune Sørensen, der på sin gang rundt i kommunale dyrefolde, ofte møder folk med hunde uden snor.

Svinsk svar og en finger

»Det sker tit, at jeg ser folk slippe deres hunde løs uden for de løbegårde, der blandt andet er lavet i parken i Harrestrup Ådal. Og for nyligt mødte jeg en mand med to løse schæferhunde. Da jeg påpegede over for ham, at hans hunde skulle være i snor, så fik jeg bare et svinsk svar og en finger,« fortæller Rune Sørensen, hvorfor han ikke er afvisende over for at aflåse flere af foldene men pointerer, at det i sidste ende er en beslutning, kommunalbestyrelsen skal tage.

Og den beslutning vil formand for Teknik- og Miljøudvalg, Helle Tiedemann (A) gerne være medvirkende til. Hun mener ikke, at hunde har noget at gøre inde i dyrefoldene, og det er uanset om, de har snor på eller ej.

»Jeg kan jo se, at når jeg selv lufter hund, så bliver fårene bange, selv om vi går uden for indhegningen. Så jeg mener ikke, at hunde og hundeejere har noget at gøre inde i selv folden, når der går dyr. Det er blandt andet derfor, vi har lavet hundefolde i Harrestrup Ådal og nye er på vej – blandt andet i Måløv,« siger Helle Tiedemann, der vil slå et slag for, at dyrefoldene bliver aflåst, når dyrene fra Grantoftegaard bliver sendt på græs.

Risikofrit at slippe hunden

I dag er det stort set risikofrit at overtræde hundeloven, da politiet ikke har ressourcer til at patruljere de områder, hundeejerne frekventerer, ligesom sagerne er svære at efterforske, hvis ikke der ligger håndgribelige beviser.

»Vi har ikke ressourcer til at sende en patrulje ud. Desuden skal vi skal vide, hvilken hund det er, og hvem der ejer den, hvis vi skal forfølge en sådan sag, for ellers er det umuligt at efterforske. Vi får af og til anmeldelser med foto, men hvis ikke vi ved, hvem det er, så er det svært at identificere for eksempel en dame på et billede. Men har vi dokumentation, så efterforsker vi også disse sager,« siger politiassistent Stig Stillits, der er fagkoordinator for særlov i Københavns Vestegns Politi og blandt andet ansvarlig for dette område.

Overtræder man hundeloven og lufter sin hund uden snor på områder, hvor det ikke er tilladt, kan man blive afkrævet en bøde på 2.000 kroner. Hvis hundeejeren pudser sin hund på andre hunde eller mennesker, så er der tale om trusler om vold eller vold, og så er det straffeloven, der træder i kraft, og en helt anden straframme, der opereres med.

Rune Sørensen fra Grantoftegaard foreslår, at de kommunale parkeringsvagter får udvidet deres ansvarsområde til også at udskrive bøder til hundeluftere, der overtræder hundeloven. Selv om loven giver mulighed for det, er det ifølge Helle Tiedemann at gå for vidt, at sende parkeringsvagterne på fodpatrulje i det grønne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *