Center for spiseforstyrrelser inviterede indenfor
bent-hus-på-psyk-Foto-Nina-Flindt-Temte-3-copy.jpg
Psykiatrisk Center Ballerup åbnede forrige søndag dørene til det kommende center, der skal stå for al behandling af spiseforstyrrelser blandt voksne i Region Hovedstaden. Foto: Foto: Nina Flindt Temte
psykiatri Søndag den 3. september inviterede Psykiatrisk Center Ballerup til åbent hus i det store byggeri til spiseforstyrrelsesområdet, som er ved at blive opført.

 For en stund var boremaskiner, kabler og malerspande blevet stillet godt til side, så borgere, medarbejdere og patienter kunne færdes på byggepladsen uden sikkerhedssko og hvide hjelme, da Psykiatrisk Center Ballerup inviterede indenfor til et smugkig på, det der bliver Region Hovedstadens center for spiseforstyrrelser.

Mange havde valg at bruge lidt af deres søndag på at få et smugkig ind i de rammer, som i det nye år vil blive befolket af patienter og behandlere.

Der var mulighed for at få en snak med medarbejdere og patienter, og derudover fortalte Psykiatrisk Center Ballerups centerchef René Priess om byggeriet.

Endelig havde formand for Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden, Karsten Skawbo-Jensen, også lagt vejen forbi for at sige et par ord om de aktuelle byggeprojekter i psykiatrien.

For voksne patienter

Ned gennem det 5.000 kvadratmeter store byggeri, som består af flere bygningsdele forbundet af brede glasgange var der i dagens anledning sørget for en afmærket rute, så de mange besøgende kunne gå igennem bygningerne og få fornemmelsen af de overgange, der er mellem bygningerne. Overgange som samtidig afspejler de forskellige faser og indsatser i behandlingen.

Når byggeriet bliver indviet, vil al behandling af voksne med spiseforstyrrelser i Region Hovedstaden finde fysisk sted på Psykiatrisk Center Ballerup.

Byggeriet rummer både ambulatorier, daghospital og døgnafsnit med i alt 27 sengepladser, så behandlingen kan tilpasses den enkelte patients aktuelle behov.

Byggeriet kommer derudover til at rumme et stort ankomsthus med reception, auditorium, kantine, cafe og en række mødelokaler. Alt sammen faciliteter, som også kan blive til gavn for resten af centret og Region Hovedstadens Psykiatri, når der skal f.eks. afholdes konferencer og andre større begivenheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *