Ballerup Centret dropper udskældt parkeringsfirma
christer_skov_3.jpg
Ballerup Centrets nye centerchef Christer Skov Thorell har brugt de første måneder på at spore sig ind på lokalområdet og kunderne. Det har givet anledning til flere ændringer i centret - blandt andet har man afsluttet samarbejdet med parkeringsfirmaet Q-Park, som var årsag til mange klager fra centrets kunder. Foto: Flemming Schiller
Nye tider: Den nye centerchef i Ballerup Centret har lyttet til kundernes kritik. Nu kommer der nyt parkeringsselskab, børneloungen bliver renoveret og så bliver der fast søndagsåbent i centret fremover.

I foråret fik Ballerup Centret ny centerchef, da Christer Skov Thorell overtog roret efter Torben Andersen, der havde siddet i chefstolen i 29 år. Og med nye kræfter kommer nye tanker og initiativer.

Christer har brugt de første måneder på at sætte sig godt ind i centret, lokalområdet og kunderne. Blandt andet har han læst sig igennem et hav af kommentarer på centrets facebookside, hvor han har fået et godt indblik i, hvor det halter i Ballerup Centret.

Emsige vagter ryger ud

Et af de områder, der har fået voldsom kritik gennem årene, er centrets parkeringsselskab, som mange har været utilfredse med. Også her på avisen har vi jævnligt fået henvendelser fra folk, der har fået bøder, som de mener er helt urimelige.

Men nu skal det være slut med de krakilske parkeringsvagter, som skræmmer kunderne væk.

»Vi har besluttet at skifte parkeringsselskab. Altså, der vil stadig være parkeringsvagter, for vi er ikke interesserede i, at centrets parkeringsplads skal bruges som pendler-parkeringsplads, men vi skifter selskab, så de emsige parkeringsvagter bliver skiftet ud med nogle, der er lidt mere medgørlige,« fortæller Christer Skov Thorell og tilføjer, at parkeringspladsen ikke skal være en pengemaskine.

Det har tidligere været firmaet Q-Park, der har stået for parkeringskontrollen på centrets pladser, men nu er arbejdet overtaget af City Parkeringsservice i stedet.

Centerchefen tilføjer endvidere, at kunder altid er velkomne til at henvende sig, hvis de oplever at få en bøde, som de ikke synes er fair.

Søndagsåbent hele året

Ud over parkeringen, har centerchefen også erfaret, at mange børnefamilier har været utilfredse med børneloungen og toiletterne. Derfor har han også besluttet at igangsætte en renovering af disse, så det bliver mere imødekommende.

»Det har været et klart ønske fra vores børnefamilier, og det vil vi gerne imødekomme,« siger han.

Sidste men ikke mindst vil der fra 1. oktober blive indført fast søndagsåbent i centret fra klokken 10 til 16, hvor der samtidig vil være ’’fri parkering’’. Det vil sige, at der ikke er nogen tidsbegrænsning, som der ellers er de øvrige af ugens dage, hvor det hedder max. tre timer.

»Vi er nået dertil i Danmark, hvor søndag er blevet en helt almindelig indkøbsdag ligesom alle andre, og det vil vi også gerne tilbyde vores kunder. Vi vil gerne være det lokale indkøbscenter for Ballerup og omegn, og så er vi nødt til at tilbyde det samme som andre centre – ellers taber vi kunder,« fortæller Christer Skov Thorell.

Han understreger samtidig, at han som centerchef ikke kan tvinge butikkerne til at holde åbent om søndagen, men han opfordrer dem alle til at gøre det.

»Vi vil gerne fremstå som et samlet center, så jeg håber, at de fleste vælger at være med. Men vi har en erhvervslejelov der gør, at det er op til den enkelte butik at bestemme, om de vil holde åbent om søndagen eller ej.«