Klima overraskede skoleeleverne
Fægtekamp-med-KLIMA-på-Skovlunde-Skole-copy.jpg
Skuespillerne fra Klima gav smagsprøver på den kommende forestilling ’Skammerens Datter’. Især fægtescenen gik rent ind hos børnene på Skovlunde Skole Syd. Foto: privatfoto
teater: Skuespillere fra Teatergruppen Klima er på rundtur til kommunens skoler, hvor de giver smagsprøver på deres kommende forestilling 'Skammerens Datter'.

Utålmodigheden var stor, da børnene på Skovlunde Skole Syd i sidste uge ventede spændt foran gymnastiksalen. Nogen havde set bussen, der tidligere på morgenen satte en stor gruppe mystiske passagerer af foran skolen. Piger iført brune middelalderkjoler med lædersnører og en kriger klædt i sort med en lang kappe over skuldrene. Hvem var de mystiske gæster, som nu ventede i gymnastiksalen?

Da dørene efter lang tids venten blev slået op, myldrende børnene ind i salen, hvor de fik en varm velkomst af Teatergruppen Klima, der havde lagt vejen forbi skolen for at giver smagsprøver på deres nye opsætning af musicalen ’Skammerens Datter’ efter Lene Kaaberbøls bog af samme navn.

De 18 skuespillere forvandler gymnastiksalen til en levende musicalforestilling med masser af sang, musik og drama. Og der var både jubel og gisp, da to af skuespillerne demonstrerede den spændingsfyldte sværdkamp fra forestillingen. Der var ikke sparet på effekterne og børnene var tydeligt imponerede.

Besøget på skolen er bare et af mange. Midt i de hektiske forberedelser op til premieren har Klima nemlig ryddet kalenderen for at give skolerne live-smagsprøver på ’Skammerens Datter’. Alle folkeskoler i kommunen får besøg som opvarmning til musicalen, som børnene selv skal se senere på måneden.

Skammerens Datter har premiere på Baltoppen LIVE den 23. september og spiller frem til den 7. oktober.