Alle mand til pumperne
bent_hus_beredskab_øst_2.jpg
Der var hjelme til alle små brandmænd på 'åbent hus' dagen på Ballerup Brandstation. Foto: Flemming Schiller
Brandstation Det var noget af et tilløbsstykke, da Ballerup Brandstation holdt åbent hus lørdag formiddag. Familierne strømmede til og de mange børn havde en fest med brandøvelser, røgdykkerbane og nærkontakt med ’’rigtige’’ brandmænd og -biler.

Lørdag formiddag holdt bilerne parkeret i lange rækker i begge sider af Gl. Rådhusvej i Ballerup. Det er sjældent, der er så meget trafik på den ellers lukkede vej, men for enden af vejen ligger Ballerup Brandstation, som netop denne lørdag havde slået portene op til åbent hus.

Det havde rigtig mange – især børnefamilier – benyttet sig af, og man så da også den ene lille brandmand efter den anden komme trissende med hjelm og røde kinder efter en begivenhedsrig dag på den lokale brandstation.

Se billeder fra dagen: Fotogalleri fra Ballerup Brandstation

På pladsen foran stationen var der linet op med forskellige brandmandsøvelser, som de små kunne prøve. De kunne blandt andet bjærge en dukke gennem en lille bane eller slukke ild i en spand med en vandslange. Indenfor var der lavet en fin lille røgdykkerbane, hvor de små skulle kravle gennem en mørk tunnel og komme sikkert ud på den anden side.

For at træne deres lynhurtige reaktionsevne kunne de små også prøve flødebollemaskinen, der var meget populær og fik sendt omkring 450 skud af sted med lækkerbiskener til de små slikmunde.

Et kæmpe hit

Udover de mange aktiviteter for børn, havde Beredskab Øst også stillet flere af deres flotte brandbiler frem – og åbnet alle de spændende døre og luger, så man kunne komme helt tæt på og se, hvordan sådan en brandbil tager sig ud.

Der var også masser af brandfolk til stede, som kunne fortælle om livet på stationen, hvordan det er at være brandmand, samt hvad det er for opgaver, de blandt andet bliver sendt ud på fra stationen i Ballerup.

Lørdagens åbent hus arrangement varede fra klokken 10 til 13 – og der var masser af mennesker i hele perioden. Præcis hvor mange, der lagde vejen forbi den lokale brandstation, vides ikke, men Beredskab Øst fortæller, at de holdt op med at tælle, efter de første 1000 balloner var uddelt til glade børn. Der var nemlig både ballon, brandmandshjelm og diplom til de små, når de havde fuldført et par af de mange udfordringer.

Nogle af brandmandshjelmene var i dagens anledning omdannet til bolcheskåle – og herfra forsvandt over 4000 bolcher, så der har i hvert fald også været en del voksne tandsæt forbi biksen.

Næste år lover brandstationen også at stå klar med drikkevarer – vand eller saft til de små og kaffe til de store – det var nemlig et ønske til forbedring fra gæsterne i år, hvor tilbagemeldingerne ellers er meget positive.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *