Erhverv og vækst kommer på formel
Erhverv-virksomheder-2-2.jpg
Der skal gang i virksomhederne og det skal gerne gnistre mere fra produktiviteten i Ballerups virksomheder. Derfor har politikerne vedtaget en ny erhvervs- og vækstpolitik for Ballerup Kommune. Foto: Arkivfoto.
Erhverv Ballerup Kommune har vedtaget en ny vækstpolitik, der skal fastholde Ballerup som af landets førende erhvervskommuner.

Det er af stor vigtighed for Ballerup, at kommunen forbliver en af landets førende erhvervskommuner og at der fortsat er vækst i de forskellige grene af erhvervslivet.

Derfor har kommunalbestyrelsen godkendt en ny erhvervs- og vækstpolitik, der skal udvikle kommunens vækst og erhverv i de kommende fire år.

Målet frem mod 2021 er, at der skal skabes 1000 nye arbejdspladser, at 750 flere Ballerupborgere skal i arbejde, at mindst hver fjerde elev i folkeskolen skal vælge en erhvervsuddannelse og at virksomheder i Ballerup har højere omsætning og eksport end i resten af landet.

Den nye erhvervs- og vækstpolitik er udarbejdet med input fra en lang række møder med erhvervslivet, erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, erhvervspanelet og flere workshops, fokusgrupper og netværksmøder. Blandt andet er erhvervslivet blevet spurgt om, hvad de foretrækker, at Ballerup Kommune bør fokusere på. Det er på denne baggrund, at den nye politik er blevet til.

Tre spor

Udover at have nogle mål, så er der udviklet tre spor, som er de indsatsområder, kommunen vil arbejde med.
Første spor er gode rammevilkår for virksomhederne med en god infrastruktur, en smidig sagsbehandling og grønne fysiske rammer og bæredygtige løsninger i samarbejde mellem kommune og erhvervsliv.

Det andet spor er arbejdskraft og arbejdsmarked, hvor unge i Ballerup skal styrkes til fremtiden arbejdsmarked og blive bedre rustet til at gennemføre erhvervsmæssige og tekniske ungdomsuddannelser. Samtidig skal Ballerup Kommune være en aktiv samarbejds- og rekrutteringspartner, der skal være med til at skaffe arbejdskraft til virksomhederne og endelig skal kommunen kompetenceudvikle borgere, de står udenfor arbejdsmarkedet i samarbejde med virksomhederne.

Det tredje spor handler om vækst i virksomhederne, hvor kommunen vil bidrage aktivt til, at virksomhederne realiserer deres vækst- og eksportpotentiale, at man vil markedføre de eksisterende virksomheder og klynger og samtidig arbejde for at tiltrække nye virksomheder. Endelig skal Ballerup Kommune skabe konkrete både digitale og fysiske projekter, der skal gøre Ballerup endnu mere attraktiv som innovativ erhvervskommune.

Politikken er nu vedtaget og skal sendes ud til erhvervslivet ligesom den vil blive præsenteret på erhvervslivets nytårskur i januar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *