Svar til brødrene Patrong: Flere boliger på vej
Debat Hej Patrick og Nicklas. Jeg vil gerne starte med at ønske jer stort tillykke med jeres gennemførte uddannelser, og det er dejligt, at I begge har fået arbejde.

Som svar på jeres læserbrev i sidste uge, kan jeg bekræfte, at man skal fraflytte sin ungdomsbolig, når man er færdig med sin uddannelse. Det skyldes, at ungdomsboliger er bygget med et særligt tilskud fra staten for at nedsætte huslejen for unge under uddannelse. Derfor kan ungdomsboliger efter lov kun bebos af unge, der er under uddannelse. Nyuddannede har, som I skriver, mulighed for at blive boende de første to måneder efter endt uddannelse.

Kommunerne er ikke forpligtet til at anvise boliger til unge efter ungdomsboligen, men i Ballerup Kommune er boligpolitikken, at vi meget gerne hjælper de unge videre med en bolig, så vidt det er muligt for os. Det lykkes ofte at finde en ledig bolig, men det kræver selvfølgelig, at der er ledige boliger hos de almene boligselskaber her i kommunen.

I Ballerup har vi mange almene boliger, og vi plejer at kunne hjælpe, men i øjeblikket er det desværre lidt vanskeligt.

Det skyldes ikke mindst, at flere af vores boligselskaber er ved renovere og modernisere. Derfor bliver mange boliger brugt til genhusning, mens renoveringsarbejdet står på. En mulighed kan dog være, at renoveringsarbejdet giver mulighed for at tilbyde et mindre antal boliger til midlertidige udlejning. Det er lidt teknisk, men jeg vil opfordre jer til at kontakte boligkontoret i Ballerup Kommune for at høre om mulighederne.

I Kommunalbestyrelsen er vi godt klar over, at mange ønsker at flytte til Ballerup, og vi vil også meget gerne have, at I unge bliver boende i vores kommune. Vi har et mål om, at vi skal have etableret ekstra boliger til 3.500 borgere over de næste 12 år. Byudviklingsprojekterne, som er i gang og på vej både i Ballerup Bymidte, Skovlunde, Måløv og DTU-området, skal sikre disse mange nye boliger, herunder naturligvis også boliger til unge.

Til sidst et råd til jer og alle andre der kunne få brug for en almennyttig bolig: I bør skrive jer op i et eller flere af de boligselskaber, der har boliger i Ballerup Kommune. Det koster typisk 150-200 kroner om året, men det øger jeres muligheder for at få en bolig, når I har brug for det. Det er nemlig boligselskaberne, der anviser de fleste boliger i Ballerup Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *