Oprykningen glippede for Ballerup OK
orienteringsløb Søndag var der oprykningsmatch til COWI-ligaens 1. division i orienteringsløb. Her skulle de to bedste klubber fra 2. division, heraf Ballerup OK, forsøge at vippe de to lavest placerede fra den bedste række af pinden og selv rykke op.

Det med spænding imødesete opgør fandt sted i Stenholt Vang nær Hillerød. Klubbens ambition var primært at få en god oplevelse i skoven. Oprykning til 1. division syntes nemlig noget urealistisk mod så stærke klubber som Tisvilde Hegn OK, Allerød OK og Farum OK, hvor kravet var sejr over mindst to.

Det gode ved dagens match var, at Ballerup OK for første gang i mange år var fri af nedrykningstruslen til 3. division. Hele 65 løbere trodsede udsigterne til regn og stillede til start. I de forskellige klasser blev det mod mange gode modstandere til ni top-3 placeringer, heraf to klassevindere.

Målet var at forsøge at vinde mindst én match. Der blev sat tryk på i skoven for i det mindste at slå ærkerivalerne fra Farum OK. På en god dag er sejr mulig, og det var også på denne grå efterårssøndag meget tæt på. Kun et par uheldige fejltagelser i jagten på poster kostede dyrt. Et par løbere, der normalt er sikre garanter for points, lavede fejlklip og måtte lide den sjældne tort at løbe i mål med 0 point. Et normalt scoringsniveau kunne have sikret sejren, i stedet blev det til et knebent nederlag på 120-126.

Dermed endte dagens match trods flere gode individuelle præsentationer næsten som ventet med lutter nederlag og endnu en sæson i COWI-ligaens 2. division. Men kvalifikationen til en oprykningsmatch var dog det bedste resultat i mange år, og der blev sluttet af med velfortjent kage, som strabadserne i skoven havde skaffet godt med plads til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *