Fantastisk comeback af BSF-pigerne
BSF-VSK-Foto-Frank-Nielsen-6.jpg
Der var spænding og benhård fight på banen, da BSF mødte VSK Aarhus, og selvom de lokale fodboldpiger var lidt længe om at komme ud af starthullerne, så fik de i den grad bevist deres værd i en nervepirrende anden halvleg. Fotos: Frank Nielse Foto: Frank Nielsen
fodbold: De 225 tilskuere fik et brag af en kamp, da BSF kæmpede sig tilbage efter at have været bagud 2-0 - og endte med at løbe med alle tre point og en flot 3-2 sejr over VSK Aarhus.

Ballerup Idrætspark dannede en flot ramme om 3F Liga kampen mellem BSF og VSK Aarhus, hvor over 225 tilskuere så BSF levere et fornemt comeback.

Med de lokale briller på, blev det en fantastisk affære. Dramatik, flotte præstationer, et storstilet comeback, fantastiske mål og ikke mindst en sejr til Ballerup-Skovlunde pigerne var faktum, og fuldt fortjent blev BSF klappet fra banen af et veloplagt publikum.

Se billeder fra kampen: BSF – VSK 

I dagens anledning klædt i lyserødt, grundet lyserød lørdag hvor BSF på dagen donerede al overskud til Kræftens Bekæmpelse, kom hjemmeholdet ellers ikke så stærkt ud som håbet, og det var i stedet århusianerne, der tog teten. Det resulterede i et føringsmål til jyderne.

Langsomt men sikkert kom BSF bedre med i kampen, og i det sidste kvarter af 1. halvleg var der flere muligheder for at udligne. Det lykkedes dog ikke, og da 2. halvleg gik i gang, var det fortsat med VSK Aarhus i front.

Efter fire minutter af halvlegen fik BSF en ordentlig dukkert, da VSK Aarhus kom foran med 2-0. Det så pludselig svært ud, men ikke desto mindre, så fortsatte de lyserødt klædte piger med at angribe for at komme tilbage i en kamp, hvor de ellers spillede bedst.

Bøtten vender

Med 34 minutter igen fik BSF via et flot opspil og en fræk detalje af Amalie Thestrup i feltet reduceret ved sidstnævnte. Det blev startskuddet til en halv time, der bød på et fantastisk comeback.

Tiden gik og gik, men BSF blev ved med at tro på det, og med 10 minutter tilbage udlignede Simone Rydahl til kæmpe forløsning for holdet og tilskuerne. Hjemmeholdet ville dog mere og fortsatte den storstilede offensiv.

Med blot 3 minutter igen blev comebacket fuldendt – og ikke blot det – men fuldendt på smukkeste vis. Tanya Arngrimsen modtog en bold langt udenfor straffesparksfeltet, tog et træk og hamrede mod mål. I sekunderne derefter holdt såvel spillere, trænere og tilskuere vejret. Men bolden sejlede direkte mod krogen – og uden chance for keeperen bragede Tanya Arngrimsen bolden direkte ind i netmaskerne. Et mål, der utvivlsomt vil blive set mange gange de kommende måneder, og som skabte en enorm jubel på tribunen og banen.

Sikke en dag på stadion. 3-2 sejr til BSF, der har fået den bedste start på 3F Ligaen i mange år, og som pt., blander sig i topstriden. På lørdag venter lokalrivalerne fra Brøndby IF på hjemmebane.