Nej til besparelser på modersmålsundervisning
Debat Lone Madsen fra partiet Nye Borgerlige har i sine kommentarer til den netop indgåede budgetaftale (offentliggjort i Ballerup Bladet den 3. oktober) især lagt vægt på at aftalen rummer mulighed for at afskaffe den gratis modersmålsundervisning for skoleelever og gratis tolkebistand.

Disse forslag er dog ikke nævnt i den tekst der nu er offentliggjort. Hvad mener de øvrige forligspartier om denne specifikke sag? Har de virkelig lovet Ny Borgerlige sådan noget? Jeg kan garantere at SF aldrig ville have godkendt en besparelse på modersmålsundervisningen.

Lone Madsens kommentarer afslører hendes totale uvidenhed om, at modersmålsundervisning faktisk har stor betydning for tilegnelsen af dansk. Det er for længst dokumenteret, at hvis man bliver god til sit modersmål bliver man også meget lettere god til dansk. Modersmålsundervisning har altså stor betydning for integrationen og er dermed med til at forebygge de problemer der kommer af dårlig integration.

Selv om modersmålsundervisningen er en (ret lille) udgift, kan den sandsynligvis medvirke til besparelser på andre kommunale udgifter. Lone Madsens kommentarer til budgetaftalen afslører derfor alene Ny Borgerliges ubehagelige holdning til borgere af anden etnisk herkomst end dansk.

1 kommentar om “Nej til besparelser på modersmålsundervisning”

  1. Der er ingen besparelser på dette område i budgettet.
    Parterne er udelukkende blevet enige om at undersøge området, for at se hvilken værdi det giver.
    Enhedslisten stemmer ikke for et budget med besparelser på uddannelse (modersmålsundervisning inkluderet).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *