Mindfulness i skolerne
Debat: Vi har flere og flere børn, der rammes af angst og børn, der ikke trives i skolen.Der kan være mange årsager, men en af løsningerne kunne være indførelse af mindfulness allerede fra de små klasser.

Mindfulness er en metode, hvor man lærer at blive bedre til at være tilstede her og nu uden at frygte en masse ting i fremtiden, som måske alligevel aldrig sker eller ruge over ting, der skete i går og som man alligevel ikke kan ændre.

Der er nu 30 års solid forskning på området og blandt andet har forskere fra Wisconsin vist at klasser, hvor alle børnene gennemgik et sådant program bevarede en bedre indfølingsevne overfor hinanden, var mere trygge og faktisk fik bedre karakterer i sidste ende. Der var desuden mindre mobning i de klasser, hvor programmet kørte.

Det er en omkostningseffektiv metode at give en bedre hverdag for vores børn. Det vil selvfølgelig betyde at man skal tilbyde en relevant efteruddannelse til de lærere, der kan se ideen i det. Men ingen tvivl om, at det også på længere sigt vil betyde noget for mennesker i alle aldre, hvis man bliver bedre til at hvile i sig selv.