Unicef-brev skaber vrede blandt forældre
Rosenlundskolen-10-copy-1.jpg
Eleverne på Skovlunde Skole fik et brev på skoleintra om en Unicef-dag, hvor eleverne skulle samle penge ind. Men ordlyden i brevet var ret uheldig og det blev derfor trukket tilbage. Foto: Arkivfoto
indsamling Et brev til alle skolebørn om en Unicef-motionsdag og -indsamling gik helt galt for Ballerup Kommune. Brevet havnede på Skovlunde Skoles intra og måtte trækkes tilbage. Kommunen beklager nu ordlyden.

Egentlig var det ganske godt og hyggeligt. Skolerne i Ballerup Kommune skal fredag den 13. oktober afholde en motionsdag for alle skoler, hvor formålet er at sætte fokus på Ballerups Unicef-arbejde for at få uddannelse til børn ude i verden.

Men det endte med flere vrede forældre, der mente at Ballerup Kommune brugte børnene som redskaber til at ’tigge’ penge til en indsamling.

I brevet, der onsdag i sidste uge blev lagt ud på skoleintra på Skovlunde Skole, fremgår det, at skolen skal afholde motionsdag og at der desuden vil være en indsamlingsdimension. Det skal foregå ved, at eleven finder sponsorer blandt familie og venner. Så kan mormor eksempelvis give et beløb pr. kilometer eleven løber og hvis eleven så løber for eksempel fem kilometer, så udløses mormors beløb fem gange. Meningen var så, at eleven skulle have en kuvert med hjem, hvor der skulle samles ind og så skulle kuverten afleveres efter efterårsferien til læreren.

Brevet var underskrevet af borgmester Jesper Würtzen.

Børn som redskab

Men den ordlyd og fremgangsmåde fik mange forældre op af stolen. Bandt andet Lasse Fabricius, der har børn på Skovlunde Skole Syd. Han mener, at man på denne måde bruger børnene som pression og som et redskab til at samle penge ind til en indsamling, hvor man føler sig presset til at give penge.

»Jeg har ikke noget imod at støtte en god sag med en lille skilling, men med fare for at lyde som en sur gammel mand, så har jeg i højeste grad noget imod at kommunen benytter mine børn som redskaber i en indsamling som jeg ikke er en del af.« Sådan skrev Lasse Fabricius i et indlæg til Ballerup Bladet.

Han påpeger desuden, at børnene endda bliver informeret om projektet inden forældrene, så man skaber en forventning om, at man selvfølgelig indsamler noget fra familien.

»Tænk på de trængte familier, der ikke har så meget at gøre med i hverdagen. De ville måske fravælge at støtte i en indsamling (som for eksempel Røde Kors sidste uge), fordi de ikke har overskuddet til det. Men når lille Lise kommer og spørger forældrene eller bedsteforældrene, om de vil støtte hende, hvem siger så nej?« Spørger Lasse Fabricius.

Brevet blev hurtigt fjernet fra skoleintra og det er der faktisk en god grund til. For brevet indeholder flere fejl, erkender man nu i Ballerup Kommune.

Forkert underskrift

Ikke nok med, at brevet slet ikke skulle være formuleret på den måde. Det er desuden forsynet med en underskrift, der slet ikke er dækning for. Brevet skulle nemlig slet ikke været skrevet under af borgmesteren, der aldrig har set brevet før det blev offentliggjort.

»Det er en fejl, at det er kommet ud med min underskrift på. Jeg har været helt uvidende om det, og det er ikke min opgave at skrive under på brevet. Det er sket en elektronisk fejl, så min underskrift er røget på. Det har ikke været meningen. Jeg mener stadig, at vores Unicef-arbejde er godt og at det flytter noget, men det er klart, at brevet slet ikke skulle have været formuleret sådan. Jeg kan godt forstå, at folk har reageret, for vi skulle selvfølgelig ikke have formuleret det som om man er presset til at give penge,« siger Jesper Würtzen (A), som ærgrer sig over sagen og ikke håber, at det flytter fokus fra, at Unicef-arbejdet er vigtigt og at man stadig gør et stort arbejde for den gode sag.

Op til skolerne

Ansvaret for det mildest talt uheldige brev ligger hos administrationen på skoleområdet. Også her beklager man, at brevet blev offentliggjort.

»Ideen kom fra skolerne og det er jo grundlæggende en god ide, at vi motionerer og gør en indsats for Unicef-arbejdet. Men brevet er formuleret forkert og det kan med rette tolkes som om, man bruger børnene til at presse forældrene til at give penge. Det har ikke været meningen. Det skal være en frivillig indsats og der er ikke nogen børn der skal bruges til at presse penge eller hænges ud. Så derfor fjernede vi også brevet og vi er nu ved at finde en anden måde at gøre det på. Motionsdagen bliver selvfølgelig afholdt alligevel, men vi skal være sikre på, at vi ikke formulerer det uheldigt,« siger Anne Vang, direktør i Center for Skoler og Institutioner, som fortæller at brevet kun blev lagt ud på skoleintra på Skovlunde Skole, inden fejlen blev opdaget.

Der vil som nævnt stadig blive afholdt motionsdag for alle skoler i Ballerup og de resterende skoler vil også deltage i indsamlingen, der dog vil foregå på en anden måde end skitseret i brevet.

»Vi vil stadig afholde Unicef-tiltag i løbet af ugen og motionsdag på fredag. De andre skoler i Ballerup vil være med i indsamlingen, men vi vil selvfølgelig fortælle, at det er helt frivilligt at deltage, ligesom indbetalingen vil foregå via Mobile Pay, så det er fuldstændig anonymt, hvem der bidrager og hvem der ikke gør,« siger Anne Vang.

Nyt forældrebrev

På Skovlunde Skole vil man nu formulere et nyt brev til forældre og elever, hvor man fortæller, at der vil være Unicef-uge og motionsdag, men at man ikke deltager i indsamlingen.

»Det er en principiel beslutning fra skolebestyrelsens side, at skolen ikke deltager i indsamlinger. Den går tilbage til 2015 og har i realiteten ikke noget at gøre med denne sag. Men den har selvfølgelig fyldt meget. Jeg har specifikt fået et par henvendelser om sagen fra forældre og jeg har hørt fra bestyrelsen, at der er blevet snakket om den andre steder, så det er da uheldigt. Men nu sender vi et brev ud til forældre og elever. Så får vi forhåbentlig en god Unicef-uge og motionsdag,« siger Martin Gredal, distriktsskoleleder på Skovlunde Skole.

4 kommentarer om “Unicef-brev skaber vrede blandt forældre”

  1. Mette siger:

    Syntes stadig vi som forældre bliver presset som forældre til at betale til UNICEF på trods af den ” nye formulering” .

    Hvad tænker de andet ikke om mit barn hvis han som den eneste ikke kan komme med nogle sponcere? Vi er 2 forældre med 3 børn på kontanthjælp, vi har ikke råd til at støtte her og der.

    For 14 dage siden samler man også ind til UNICEF hvor børnene kom med deres gamle bøger i løbet af ugen og om fredagen afholdte man så bogbazar så børne kunne købe en “ny” bog for 5 kr stykket. Der fik han også penge med. Vi har besluttet os som forældre at holde vores barn hjemme. For er der ikke løbet er der heller ikke nogle undskyldning for hvorfor barnet ikke har en sponcer.

    Syntes det er en meget fræk måde at samle ind på!

  2. Karsten Kriegel siger:

    Det er fint, at Ballerup Kommune er UNICEF-by og det er et godt formål at samle ind til. Men det er helt uacceptabelt, den måde som her er beskrevet. Indsamlinger bør være et privat anliggende, som man ikke “tvinger ned over hovedet på vores skolebørn”.

  3. Uni siger:

    Hvor ville det klæde kommunen at få placeret et ansvar her, for en fejl er det jo helt tydeligt ikke.Og i er kede af det, ehm, tror mere i er kede af at i blev opdaget i jeres ‘fejl’l

  4. Martha Kristensen siger:

    Hvor er det dejligt, at der er forældre, som har reageret på dette. Som lærer i kommunen har jeg været provokeret af, at jeg blev tvunget til at formidle denne indsamling til mine elever. Det er fint at støtte Unicef. Men det skal ikke foregå på den måde.
    Det er gratis at gå i folkeskolen og at deltage i alt, hvad den tilbyder. Det skal det blive ved med at være.

Skriv et svar til Martha Kristensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *