Lokal legeapp er nomineret til ’Børn i Byen’ pris
Legehjul-8-copy-1.jpg
Familien Molbæk/Nørgaards app Legehjul.dk er nomineret til årets bedste børneapp. Foto: Privatfoto
Anerkendelse: Igen i år er appen Legehjul.dk nomineret til Børn i Byen-prisen i kategorien ’bedste børneapp’.

Det er en lokal familie fra Østerhøj, der står bag Legehjul.dk, som de har skabt og videreudviklet igennem tre år. Kim, Manja og deres tre børn Iben, Anika og Kalle har lagt utallige timer i arbejdet med appen – lige fra at finde på lege til at optage små instruktionsvideoer og rejse land og rige rundt for at vise appen frem for alle, der har lyst til at se den.

Kort fortalt er Legehjul.dk et virtuelt lykkehjul med forskellige lege på. Man drejer hjulet med et tryk på skærmen og så lander pilen på den leg, men så skal lege. Til hver leg hører en lille instruktionsvideo, hvor familien – med god hjælp fra venner og naboerne i Østerhøjområdet – viser, hvordan legen skal leges.

Legehjul.dk var også nomineret til prisen sidste år – men vandt desværre ikke. Så nu krydser familien fingre for, at de har bedre held i konkurrencen i år.

Men det er et hårdt felt, der kæmper om titlen ’årets børneapp’. I kategorien er nomineret fem apps. Udover Legehjul.dk finder man også genbrugs-appen Reshopper, DR Ramasjang, Belønningstavlen og Mindfulness For Børn.

Man kan stemme på sin favoritbørneapp frem til 25. oktober på www.bornibyen.dk. Lige nu kan man se, hvor mange stemmer de forskellige apps har fået, og Legehjul.dk ligger lunt i svinget som toer, kun overgået af Reshopper. Men fra den 20. oktober mørklægges afstemningen, så der bliver spænding til det sidste.

Søndag den 5. november holder Børn i Byen overrækkelsesfest på Arbejdermuseet, hvor alle priserne bliver fordelt.