Brøndby kom fra Ballerup med tre point
BSF-VB-3F-Ligaen-copy.jpg
Brøndby var lige et niveau over BSF i lørdagens kamp, hvor de blå-gule løb med sejren og alle tre point. Foto: Privatfoto
fodbold BSF og Brøndby IF stødte lørdag sammen for tredje gang i denne sæson, og atter var det sidstnævnte, der trak det længste strå, idet de danske mestre tog fra Ballerup Idrætspark med en sejr på 2-0 og dermed tre point i bagagen.

Mens BSF med rette i de foregående to opgør har kunne føle, at de både kunne og måske også burde have fået minimum uafgjort, var det en anden følelse denne lørdag. Her var Brøndby nemlig et niveau over de rødklædte BSF-piger, og målt på spil og chancer, var der intet at indvende mod gæsternes sejr.

Trods en ellers fin start, hvor BSF også kunne være kommet foran eller måske endda have fået et straffespark – svært var det at se – som kunne have ændret kampen til BSFs favør, var det efter de første 10 minutter Brøndby, der mere og mere overtog spillet.

Brøndby fik hul på bylden, da Olga Ahtinen bragte gæsterne foran efter en halv times spil på en fejl i BSF defensiven. Det var også resultatet ved pausen.

I midten af 2. halvleg lukkede Brøndby opgøret, da Nanna Christiansen på flot vis sparkede en bold ind fra venstre side af feltet. Takket være en velspillende Amanda Brunholt i BSF-målet fik Brøndby ikke flere mål i kampen.

BSF kunne omvendt med lidt mere skarphed de sidste 10 minutter have bragt spænding ind i opgøret igen med flere farlige offensive forsøg, men målet og dermed spændingen kom ikke, og en sejr til Brøndby på 2-0 blev dermed faktum.

Trods nederlaget, har BSF fortsat haft en fornem start på sæsonen med 12 point i de første otte kampe – den bedste sæsonstart i adskillige år. Nu venter en uge uden kampen, idet holdet har tre spillere med U19 landsholdet.

Næste opgør er et vigtigt et af slagsen mod Vejle Boldklub, hvor man skal tilbage på sejrskurs. Kampen spilles den 28. oktober i Vejle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *