Årets Cykelrytter kåres ved cykelfest i Ballerup
cykling-copy.jpg
Årets Cykelrytter og Årets Talent bliver kåret ved det store GP Ballerup UCI cykelstævne 23. november. Foto: Dansk Bicycle Club
cykling Den 23. november er der lagt op til fest for hele cykeldanmark i Ballerup Super Arena.

DBC (Dansk Bicycle Club) og DCU (Danmarks Cykle Union) har indgået et samarbejde, der indebærer at Årets Cykelrytter 2017 og Årets Talent 2017 bliver kåret i forbindelse med det store GP Ballerup UCI cykelstævne, som DBC afholder den 23. november i Ballerup Super Arena.

»Vi er rigtig glade for samarbejdet med Danmarks Cykle Union og deres sponsor PostNord omkring dette arrangement. Sidste år fik vi fyldt hallen til det tilsvarende event, og det forventer jeg, vi gør igen den 23. november. Vi får ganske enkelt en festdag for hele cykeldanmark og selvfølgelig mulighed for at opleve en række danske cykelprofiler på allernærmeste hold,« lyder det fra DBCs formand Michael Sandstød.

GP Ballerup den 23. november består af omnium og sprint for herre elite samt scratch og pointløb for dame elite. I alle fire løb er der vigtige UCI-point på spil, og der forventes masser af danske og internationale profiler til start.

Årets cykelrytter kåres af Danmarks Cykle Unions medlemmer, og er den mest prestigefylde pris i dansk cykelsport. Prisen har været uddelt siden 1976. Sidste år blev Amalie Dideriksen kåret, mens den første modtager af prisen var landevejens bronzehold fra OL 1976 bestående af Jørgen Emil Hansen, Jørn Lund, Verner Blaudzun og Gert Frank.

Billetsalget foregår via www.bikeNrun.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *