Ny klimaplan skal motivere borgerne
måløv-naturpark-9-1.jpg
Miljø Ballerup kommunes nye klimahandleplan skal reducere CO2-udledningen med 10 procent. Nu skal især borgere og erhverv på banen.

En ny klimahandleplan for Ballerup Kommune har netop set dagens lys. Den har til formål at reducere udledningen af CO2 med ti procent frem mod 2021, hvilket ifølge Ballerup Kommune er ganske realistisk.

Faktisk er de hidtidige klimaplaner en regulær succes i Ballerup. Den tidligere klimaplan fra 2006 havde til formål at reducere udslippet med 25 procent, hvilket virkede som et meget ambitiøst mål den gang. Men det endte med, at Ballerup nåede 50 procents reduktion.

Til grin

»Da vi satte målet i 2006 om at reducere vores CO2-udslip med 25 procent, så var vi næsten til grin. Men vi fordoblede den målsætning og det var rigtig godt. Derfor tror vi også på, at vi i den nye plan kan hente yderligere 10 procent. Vi ved godt, at der var mange lavthængende frugter, vi kunne plukke dengang. I dag er de mest oplagte miljøtiltag brugt og det er nogle mere adfærdsmæssige ting, vi skal skrue på nu,« siger Trine Baarstrøm, afsnitsleder i Center for By, Erhverv og Miljø, og fortsætter:

»Derfor handler det om, at vi skal have alle med, for at nå målene. Som kommune kan vi reducere omkring fire procent, resten skal komme fra borgere og erhvervsliv. Så hvis vi kan motivere alle til at være med til at nedbringe CO2-forbruget, så er det faktisk et ambitiøst mål, som vi har opstillet i den nye plan.«

Vurderes igen

I den kommunale virksomhed er der allerede prioriteret CO2-reduktion i den nye budgetaftale, idet der er afsat midler til solceller på rådhuset og energirenoveringer. Samtidig er det besluttet, at det nye udbud af buslinjer skal være fossilfrit.

»Ved udgangen af 2018 vurderer vi planen igen, for der sker så meget på klimaområdet i øjeblikket, så det kan give mening at få nye mål. Men først og fremmest handler det om, at vi nu får motiveret borgere og erhvervsliv, så vi kan komme i mål med den nye plan,« siger Trine Baarstrøm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *