Taskforce finder ingen fejl i Ballerup
Pædagog-COLOURBOX-copy-1.jpg
Genrefoto. Foto: Colourbox
sagsbehandling En taskforce under Socialministeriet har i to år undersøgt Ballerup Kommune for kritisable fejl på børne- og ungeområdet. Som den eneste kommune nogensinde har man ingen fejl fundet.

Socialministeriet har en specialiseret taskforce, der undersøger kommunerne og leder efter kritisable fejl i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet. Graverende eksempler som Brønderslev-sagen og andre lignende sager, har de senere år givet anledning til panderynker hos ministeriet og derfor har man altså denne taskforce, der efter anmodning gennemgår kommunernes sager.

Ballerup Kommune har også bedt om en undersøgelse og siden 2015 har den specielle ministerielle enhed undersøgt sager og sagsgange i Ballerup Kommunes børne- og ungeforvaltning. Resultatet er både overraskende og positivt.

Taskforce har nemlig ikke fundet nogen som helst ’kritisable forhold’ i den kommunale sagsbehandling. Det betyder ikke, at der ikke er ting, der kan gøres bedre, men de ’rygende pistoler’ eller noget der minder om det, har man ikke fundet. Ifølge formanden for Børne- og Skoleudvalget, Peter Als (A) er det første gang nogensinde, at det er sket.

Eneste kommune

»Vi er den eneste kommune nogensinde, hvor man slet intet kritisabelt har fundet. Det er vi ret stolte af. Det undrede da også taskforce. Der er selvfølgelig altid ting, der kan gøre bedre eller smidigere i sagsbehandlingen, men der er ikke fundet nogen kritisable ting,« siger Peter Als, som understreger, at man i Ballerup Kommune har fulgt de anbefalinger, som taskforce har kommet med løbende.

»De gode skudsmål handler jo om, at vi har rettet ind og fulgt de anbefalinger, som taskforce har givet os hen ad vejen. Det har så vist sig, at give resultater på børneområdet. Så det handler ikke bare om, at vi er gode til alt, men at vi også har fortsat den strategi, vi havde om at få en smidig sagsgang igennem hele systemet,« siger Peter Als.

Han roser i øvrigt tiltaget om at kommunerne kan bede om, at en speciel taskforce kan kigge kommunerne efter i kortene og ad den vej måske mindske graverende fejl i sagsbehandlingerne.

»Det er et komplekst område, så det er et godt initiativ, at vi kan bede om en undersøgelse. Det har betydet, at vi er gået fra at være en gennemsnitlig kommune på det her område til nu at være i eliten. Vi har rettet fejlene og fulgt anbefalingerne, og det er da også kommet i gang, fordi den her ordning eksisterer,« siger Peter Als.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *