Elever kom med nye ideer til Unicef
Elever-kom-med-nye-ideer-til-UNICEF-04-copy.jpg
7. klasse-eleverne på innovationslinjen på Hedegårdsskolen har udviklet spændende projekter til Unicef. Foto: Privatfoto
innovation El-ladcykler, fjernundervisning, containerskoler og bedre toiletter. Sådan lød nogle af de ideer, som blev præsenteret for et dommerpanel i FN Byen.

Ideerne kom fra eleverne på 7. klasses innovationslinje på Hedegårdsskolen, der har konkurreret om at få den mest innovative idé for at opfylde Unicefs globale mål ’kvalitetsundervisning’. Et mål som også er Ballerups fokus i hele 2017, hvor kommunen er Unicef By og samler ind til uddannelse for alle.

Konkurrencen startede på Ballerup Bibliotek i forrige uge, hvor 7. klasserne blev undervist i innovation af et par bibliotekarer og fik viden fra Unicef om deres arbejde. Derefter har eleverne knoklet på skolen med at finde løsninger på flere af Unicefs udfordringer.

Torsdag den 12. var eleverne inviteret på besøg i FN Byen i København, hvor de skulle fremlægge deres projekter for dommerpanelet – og en vinder skulle kåres.

Store og små blandes

En gruppe tog udgangspunkt i erfaringer fra deres egen skolegang for at finde på ideer til, hvordan børn andre steder i verden kan komme til at føle sig tryggere i skolerne. De havde set en film fra Unicef som viste, at de små børn ofte er utrygge ved de ældre børn. Deres forslag var derfor at inddele skolerne i afdelinger med små og store elever.

»Men der skal også være en fælles legeplads med fodbold, så store og små børn stadig kan mødes og blive gode venner,« fortalte eleverne.

De havde lavet flotte modeller af deres skoleafdelinger med ispinde, som var designet med skråt tag, for at regnen nemmere kan løbe væk fra bygningen.

Endnu en innovativ idé gik ud på, at Unicef kan etablere nye klasselokaler, der hvor skolerne er blevet ødelagt ved katastrofer. Denne gruppes idé var at lave containere om til færdige klasselokaler og toiletbygninger.

»Så kunne Maersk skibe sejle dem ud til katastrofe områderne,« forklarede eleverne.

Seks børn i cyklen

Vinderidéen kom fra en elevgruppe, der havde nydesignet el-ladcykler med plads til seks børn. Ladcykler, hvor små børn i landsbyer med langt til nærmeste skole, trygt og hurtigt kan transporteres samlet til skole.

Vindergruppen havde været meget grundige og lavet research helt ned i tekniske detaljer. De havde for eksempel via interview fundet frem til, at en motor på en elcykel, der skal trække seks børn, kræver minimum 250 watt. De havde eksperimenteret med solceller i fysik og fundet frem til et solpanel, der var stærkt nok til at oplade deres cykel.

Alle eleverne synes, det var en stor oplevelse at fremlægge i FN Byen på internationalt område. Unicef synes også, det var en spændende oplevelse og producerer nu en film med eleverne til Børnerettighedsdagen den 20. november.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *