Byteatret søsætter ’Juleskibet’
Skovlunde-Byteater-ms-juliane-copy.jpg
Der er dramatik og sjov i Skovlunde Byteaters juleforestilling ’Juleskibet’ som kan opleves i slutningen af november. Foto: Privatfoto
teater Årets juleforestilling fra Skovlunde Byteater er historien om juleskibet Juliana af Godthåb og dets mange interessante passagerer.

Juleskibet Juliana af Godthåb er på julerejse fra Grønland til Danmark i 1931. Besætningen består blandt andet af den godhjertede Kaptajn Kristoffer, den myndige hovmester Katrine og den ulykkeligt forelskede ”gnist” Preben.

Passageren Mikkelsen har mystiske ting i sin kahyt, man hører om en undsluppet forbryder, man finder en blind passager og i tæt tåge sejler skibet ind i noget?

Det er en dramatisk og festlig fortælling for både børn og voksne, som Skovlunde Byteater præsentere i årets juleforestilling ’Juleskibet’. Den er fuld af morsomme scener og kendte melodier i ny forklædning. Det er for børn i alle aldre.

Forestillingen er skrevet af årets instruktører Aia Bech Kristensen og Henriette Bredahl Christensen. Næsten alle der har set en forestilling hos Skovlunde Byteater er stødt på Aia, da hun har et hav af hovedroller og stykker hun har instrueret bag sig.

Det foregår i Skovlunde Kulturhus, indgang 2. Æbleskiver og gløgg samt anden forplejning kan købes inden forestillingen og i pausen.

Stykket spiller fredag den 24. november klokken 19, lørdag den 25. november klokken 11 og 15 samt søndag den 26. november kl 11 og 15.

Billetter kan købes i Skovlunde Kulturhus samt online via Skovlundebyteater.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *