Ballerup Kommune har demens på dagsordenen
debat Tak til Michael Jensen for læserbrevet i Ballerup Bladet i sidste uge, hvor du udtrykte din forundring over, at der på debatmødet om psykiatri på Ballerup Bibliotek den 10.10, ikke blev talt om demens.

Faktisk var jeg den eneste politiker i panelet, der nævnte demensområdet og de udfordringer, der er for borgere med demens og alzheimers. Netop demensområdet ligger mig meget på sinde og derfor har jeg også tænkt området ind i det kommende Psykiatriråd, som planlægges etableret i 2018.

I Ballerup Kommune har vi styrket og udviklet demensområdet for, at sikre gode vilkår for borgere med en demenssygdom og deres pårørende. I kommunen har vores to demenskoordinatorer pr. 25. juni ’16 kontakt med 436 borgere. Et antal, som er i stigning.

Derfor har Social- og Sundhedsudvalget været på studie- og inspirationstur til Nederlandene, som er langt foran, i forhold til arbejdet med ’at sætte borgeren med demens i centrum’. Det sker med eksempelvis: Prioritering af meningsfuld beskæftigelse, at personalet befinder sig sammen med borgerne, etablering af faste læger på plejecentre samt oprettelse af små enheder til mennesker med demens.

Erfaringerne fra turen indgår i det videre arbejde med udvikling og forbedring af demensområdet. I Værdighedspuljen er afsat midler til undervisning og formidling af viden om demens, både til ansatte og andre aktører. Endvidere indgår kommunen i et projekt ’Nye spor’, som er et mødested målrettet nydiagnosticerede yngre borgere under 65 år med demens.

Derudover vil der ske yderligere samskabelse om initiativer, i forhold til frivillighedsområdet. Alt i alt initiativer, som skal sikre et godt serviceniveau for de af kommunens borgere, som er ramt af demens og deres pårørende. Vi vil blandt andet i 2018 udarbejde en pårørendepolitik.

2 kommentarer om “Ballerup Kommune har demens på dagsordenen”

  1. Michael Jensen siger:

    Kære Lolan.

    Er fantastisk at man med et lille læserbrev, kan få Demens på dagsordenen.
    Og vil gerne takke dig for at tale om netop denne gruppe, efter vi havde snakken ved vores bord.
    Jeg vil glæde mig til at se hvad der kommer ud af de nye tiltag, og håber inderligt at demens forbliver på vores dagsorden.

    Michael Jensen.
    Dansk Folkeparti Ballerup.

  2. Michael Jensen siger:

    Smiler,- når jeg skriver dagsorden, mener jeg selvfølgelig ud i folkemunde.
    Kan se vi i Ballerup, arbejder på at forbedrer vilkårene for de demente og det glæder mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *