Hjælp os med at finde et nyt seniorværksted
debat I mange år var der godt gang i seniorværkstederne på Lautrup. Nye brugere på træværkstedet (produktionsskolen Herlev-Ballerup) har ændret vilkårene for den fortsatte virksomhed i vores lille aftenskole.

Seniorværkstedernes bestyrelse ser derfor efter andre muligheder for at tilbyde kreative og aktive seniorer mulighed for at udfolde sig på forskellige værksteder. Nemlig et sted med plads til aktivitet i flere værkstedstyper. Det skal være et sted, hvor tidligere håndværkere og andre ældre kreative og selvhjulpne mennesker, der mangler gode faciliteter for at skabe spændende ting, kan dyrke deres hobby.

Dette er ikke kun et spørgsmål om adgang til en sløjdsal i aftentimerne, men at stedet kan have åbent fra formiddag og måske helt ud på aftenen.

Det skal være et sted, hvor der er plads til et træværksted af en vis størrelse, og meget gerne et smede- og metalværksted/cykelværksted. Det vil også være et oplagt grundlag for at dyrke motion og nyde den fælles interesse i at cykle, f.eks. ture i vores dejlige nærområder.

At vi så også kunne ønske andre værksteder som eksempel vis keramik, glas, håndarbejde, it/data m.m. Og vi ved godt, at de sidstnævnte findes i pensionisthuset ”Aktivitetscenter Ballerup”. Men træværksted, metal/cykelværksted m.m. findes for nuværende ikke.

Vi er en del ældre, der gerne vil have mulighed for f.eks. at reparere møbler, og ikke mindst vil vi altså meget gerne arbejde med træ eller metal. Men vi mangler muligheden, hjælp os med at finde et egnet lokale, med de nødvendige maskiner.

Det er ikke fordi vi forventer, at det skal være en kommunal virksomhed. En foreningsbaseret virksomhed er en mulighed. Den kan styres af en brugervalgt bestyrelse, med regler fastsat af brugerne selv. Og der skal derfor ikke ansættes en lærer. Så en sådan udgift kommer ikke på tale.

Hjælp os ældre – opfyld vores ønske om et egnet lokale hvor vi i fællesskab kan dyrke vores hobby.

PS. Der findes allerede sådanne seniorværksteder i andre vestegnskommuner, så mon ikke der med de rette vilkår også vil vise sig behov for noget lignende i Ballerup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *