Ny boligstrategi kan løfte hele byen
debat Det er glædeligt, at Ballerups erhvervsklima er styrket i seneste måling fra Dansk Industri.

Og det er særlig interessant, at borgmester Jesper Würtzen i Ballerup Bladet 12. september påpeger, at langt de fleste mennesker, der arbejder i de store og videnstunge virksomheder i Lautrupområdet, bor og betaler skat i andre kommuner.

Det er netop den type af nye borgere, som Ballerup bør gøre meget mere for at tiltrække og få til at bosætte sig i kommunen. De kan bidrage med ’nye’ penge, som kan styrke økonomien i kommunekassen så både de svageste borgere sikres i fremtiden, samt at der skabes et solidt fundament for lavere skat, hvilket igen kan være med til at tiltrække flere økonomisk stærke borgere.

En anden positiv effekt er, at detailhandlen i blandt andet Ballerup Centret får et økonomisk stærkere kundegrundlag, som igen kan tiltrække nye interessante butikker og dermed fremtidssikre et levende og attraktivt handelsliv til glæde for alle borgere.

Lad os gøre en større indsats for at finde nye attraktive private boligområder, som kan tiltrække de mange nye borgere, som gerne vil spare transporttid og penge samt bo i en kommune med en masse skøn natur og formidabel infrastruktur. Hvis vi ikke griber chancen i det nuværende økonomiske opsving vil disse borgere fortsat finde bolig og betale skat i andre kommuner.

Venstre i Ballerup har en lang række visionære ideer, som kan skabe nye private boliger for de mange pendlere, som dag efter dag hælder penge i benzintanken fremfor i kommunekassen og de lokale butikker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *