Lokal julegaveindsamling til børn
heidi_bach_4.jpg
Heidi Bach har fået samlet en masse julegaver sammen - nu skal de videre til børn i familier, der ikke har så mange penge. Foto: Flemming Schiller
Heidi Bach fra Grantoften har siden sidste jul samlet brugt tøj og legetøj sammen og pakket det fint ind. Meningen er, at gaverne skal deles ud til børnefamilier i Ballerup, der ikke har så mange penge til at købe julegaver. Men hun mangler familier, der vil have gaverne.

Flyttekasserne står stablet højt og tæt i det kælderrum i Grantoften, som Heidi Bach har fået lov til at låne til sin julegaveindsamling. Hun har hele året haft travlt med at samle godt, brugt tøj og legetøj sammen til børnefamilier, hvor pengene til julegaver er små.

»Jeg har selv prøvet at være enlig mor med to børn og har skullet ud og købe julegaver. Det er altså ikke sjovt, når man ikke har råd til det,« fortæller Heidi Bach om baggrunden for indsamlingen.

»Jeg arbejder også på et plejehjem og her møder jeg mange, som er i løntilskud og står i forskellige svære situationer, hvor de virkelig ikke har ret mange penge,« tilføjer hun.

Derfor besluttede hun sig for at gøre noget for disse familier, som hun ved, der er mange af rundt om i Ballerup Kommune.

»Til at starte med oprettede jeg en gruppe på facebook, hvor jeg skrev, at jeg gerne ville samle brugt legetøj ind, som så kunne gives videre til børn af ikke så godt stillede forsørgere som en dejlig julegave,« fortæller Heidi Bach.

Gruppen delte hun på sin egen facebookside og i forskellige grupper i Grantoften. Den gode idé fik hurtigt medvind og legetøjet begyndte at vælte ind hos Heidi.

Mangler modtagere

»Jeg havde fra start sagt, at det skulle være noget ordentligt legetøj. Noget som jeg selv kunne finde på at give videre til mit eget barn,« siger hun.

Derfor har hun sorteret de ting fra, der var for slidte eller ikke virkede optimalt, så hun nu har en stor samling af godt, brugbart og velholdt legetøj, som er klar til at få nye ejere.

»Jeg har 12 flyttekasser fyldt med gaver – og derudover har jeg stadig nogle, der ikke er pakket ind endnu,« siger hun.

Den lokale Føtex i Ballerup Centret har doneret 500 meter gavepapir, så Heidi har kunnet pakke alle gaverne flot ind, og nu ligger de altså klar til at blive uddelt den 24. november. Der er bare et problem. Hvem skal have de mange gaver?

»Ja, for at sige det som det er, så har jeg flere gaver, end jeg har kunder i butikken,« siger Heidi, der indtil videre kun har fået henvendelser fra fire familier, der er interesserede i at få nogle julegaver til deres børn.

»Det er nogle kæmpe store og rigtig gode gaver, jeg har fået samlet sammen. Jeg har også en kæmpe sæk med babytøj og legetøj og faktisk også en tremmeseng, hvis nogen har termin omkring jul eller januar,« tilføjer Heidi Bach.

Hvis man er interesseret, kan man melde sig ind i Heidis gruppe: ’Uddeling af julegaver julen 2017 Ballerup og omegn’ på facebook – og skrive til hende derigennem.

Heidi Bachs entre er fyldt godt op med flyttekasser med julegaver til børn af familier, hvor pengene er små. Men hvem har brug for ekstra julegaver? Interesserede må meget gerne henvende sig. Foto: Flemming Schiller

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *