Visitationszonen forlænges og udvides
visitationszone-ny.jpg
Billede af visitationszonen, der efter skyderi på Søborg Torv i går aftes nu er udvidet yderligere. Foto: Københavns Vestegns Politi
politi Københavns Vestegns Politi har besluttet at forlænge visitationszonen, der dækker en del af Ballerup Kommune.

Politidirektøren for Københavns Vestegns Politi har i dag besluttet at forlænge og udvide de to eksisterende visitationszoner, der blev etableret i dele af Herlev, Ballerup, Glostrup, Rødovre og Gladsaxe Kommuner den 29. september 2017 og den 3. oktober 2017.

Forlængelsen og udvidelsen af visitationszonen sker fra i dag torsdag den 26. oktober til torsdag den 9. november. Det er den fortsatte bandekonflikt, der er årsag til visitationszonen, der giver politiet mulighed for at visitere folk, biler og andre genstande – uden nogen form for mistanke, men blot fordi de befinder sig i zonen. 

Der er siden oprettelsen af visitationszonen fundet to skarpladte skydevåben og ammunition, ligesom der igen i går aftes har været skyderi på Søborg Torv i Gladsaxe, hvor en 34-årig mand blev skudt i maven. Det er på baggrund af sidstnævnte hændelse at zonen er blevet udvidet til også at omfatte området omkring Søborg Torv.

“Vi følger situationen nøje og vurderer løbende vores indsats og en visitationszone derefter. Vi arbejder for at gøre borgerne i området trygge – og bandefolkene utrygge – og en visitationszone er et af vores redskaber til at bekæmpe bandefolk og deres kriminelle aktiviteter,” siger politiinspektør Svend Foldager, Københavns Vestegns Politi.

Om zonen:

Visitationszonen er afgrænset af Slotsherrensvej, Nordre Ringvej, Marielundsvej , Mileparken, Ballerup Boulevard, Ballerup Idrætsby til Sydbuen, Vestbuen, Ågerrupvej inklusiv Grantoften til Baltorpvej, Vestbuen, Ballerup Byvej, Ring 4, Klausdalbrovej, Hillerødmotorvejen, Motorring 3 til kredsgrænsen mod Nordsjællands og Københavns Politi. Herefter følges kredsgrænsen tilbage til Slotsherrensvej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *