Game on i Måløv
gamere_mÑl©v_5.jpg
Når klokken er tre om natten skal der være ro i gymnastiksalen. For uden søvn kan de ikke holde en hel weekend. Det ved de garvede godt. Foto: Flemming Schiller
LAN-party 30 primært drenge og mænd var i weekenden samlet til et såkaldt LAN-party i gymnastiksalen på Måløv Skole, hvor de i 48 timer i træk spiller computerspil.

Varmen fra computere og skærme parret med en odør af drengeværelse er det første, der rammer næseborene ved ankomsten til gymnastiksalen på Måløv Skole, hvor 30 gamere har været i gang i et lille døgns tid.

Øjnene skal lige vænne sig til belysningen. Bortset fra en storskærm, nogle diskrete spots i den ene side af loftet og det lys, der stråler ud fra de skærme, der er linet op ved tre store bordgrupper, er rummet mørkelagt. 29 drenge og voksne mænd og en enkelt kvinde iført headsets sidder med blikket rettet mod skærmene, fokuseret på at ramme og score point.

Se billedserie: LAN-party i Måløv

Imens bliver der spist chips, medbragte spegepølsemadder og drukket cola og juice. Alkohol er bandlyst på skolens område, til gengæld er her slush ice-maskiner og svensk pølseret for 25 kroner til dem, der ikke selv har mad med eller ikke går ud for at proviantere.

I 48 timer sidder de i mørket og spiller, kun afbrudt af lidt søvn på de medbragte liggeunderlag eller en tur i Netto. En ung mand har taget en professor-terning med som adspredelse mellem spillene, der går under navne som FIFA, Counter-Strike og League of Legends.

Det er først og fremmest skydespillene, der trækker, og som en ekstra godbid, er der mulighed for at spille spil via virtual reality-briller til dem, der trænger til at strække benene.

»Det er en for-sjov-ting, vi har med, så kan man prøve det. Så render folk rundt med VR-briller på og ser sjove ud,« forklarer Mark Pless, der er en af initiativtagerne til Mgamers, der står bag LAN-partyet.

Gamerne gør det samme, som de ville gøre derhjemme. Spiller. Er der stemning for det, så arrangeres der små turneringer med symbolske præmier. Men først og fremmest går det ud på at hygge sig i selskab med ligesindede.

Forening for nørder

Foreningen blev stiftet i 2009 som en konsekvens af nedskæringer på klubområdet i Ballerup. 43-årige Michael Paulsen er til daglig pædagog i fritidscentret i Måløv. Han arrangerede tidligere spilleweekender med overnatning i klubben. Men da det ikke længere kunne lade sig gøre, tog han sammen med Mark Pless, der gik i klubben, initiativ til at starte foreningen, som hvert år arrangerer ti LAN-party-weekender på Måløv Skole. Et hver måned, undtagen i juli og december.

»Det er ikke længere så tabubelagt at spille, sammenlignet med da jeg gik i folkeskole. Det er blevet mere mainstream,« forklarer Mark Pless, der er i dag er 24 år og i færd med at uddanne sig inden for it.

»Der skete noget ved årsskiftet, da FCK Parken investererede i esport. Det er blevet mere seriøst at spille,« mener Michael Paulsen, formand for foreningen, der gerne kalder medlemmerne for computernørder.

Og de findes i alle aldersgruppe. Man skal som minimum være 13 år for at deltage, og de ældste deltagere har passeret 50. Flertallet er drenge og mænd, om end der kommer stadigt flere piger til, forklarer Mark Pless. Denne weekend har en enkelt kvinde fundet vej til gymnastiksalen i Måløv.

Det er 25-årige Vicky Jensen fra Roskilde, som har været med et års tid. For hende er arrangementerne i den mørklagte sal et fristed.

»Her kan man sidde og spille uden hele tiden at blive spurgt, om ’man ikke skal til at blive voksen’. Det er helt frit, her er ingen, der blander sig i om jeg spiller Sims eller Facebook-spil. Du kan spille små hyggespil eller de store skydespil. Alle har et indre barn, og det får lov at lege her,« siger Vicky Jensen, der til daglig arbejder som skilte-tekniker.

Mere hastighed

Spillerne har imidlertid ét ønske. At de kan få lov til at installere deres egen internetforbindelse på skolen. I øjeblikket bruger de skolens netværk, og det er ikke kraftigt nok til nogle af de spil, gamerne gerne vil spille. Det betyder, at foreningen er mindre attraktiv, fortæller Michael Paulsen.

Håbet er således, at Ballerup Kommune vender tommelen opad til det ønske. I så fald kan computer-nørderne i gymnastiksalen se frem til ti gange så hurtig en hastighed på net-forbindelsen. Og ifølge arrangørerne står der allerede en sponsor klar i kulissen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *