En bybonde kommer til Ballerup
Bybonde-Mads-copy.jpg
Den kreative, grønne byudvikler Mads Boserup Lauritsen fra Tagtomat.dk kommer til Ballerup og fortæller om sine mange spændende projekter med at få mere grønt ind i byerne. Foto: Privatfoto
Miljø Onsdag den 1. november lægger den københavnske bybonde Mads fra Tagtomat.dk vejen forbi rådhuset og fortæller om, hvordan man får naturen ind i byen og skaber grønne fællesskaber.

Savner du ind imellem lidt mere fællesskab på villavejen, eller bor du i en boligblok hvor græsset er det eneste, der gror på de store fællesarealer og er naboen bare én man hilser på i opgangen, men ellers ikke kender. Eller synes du bare at områderne omkring Ballerup Centret og bag ejendommene langs gågaden er lidt triste og parkeringsgrå?

Så kom og bliv inspireret på Grønt Råds store valgaften på Ballerup Rådhus onsdag den 1. november fra klokken 19-21. Her vil Københavns i øjeblikket måske mest kreative grønne byudvikler Mads Boserup Lauritsen fra Tagtomat.dk lægge vejen forbi og fortælle om, hvordan man får naturen ind i byen og skaber grønne fællesskaber.

Taghave på et skraldeskur

Oprindeligt var den københavnske bybonde arkitekt og byplanlægger i Køge Kommune, men i 2011 sad han i lejligheden på Nørrebro og kiggede ned på et trist skraldeskur med tagpap og pigtråd.

Men der var sol på taget, så man kunne da lave en køkkenhave, hvor alle beboerne kunne dyrke og høste urter og grøntsager.

Det skabte fællesskab og blev så stor en succes, at han rykkede ideerne ud af baggården og skabte Tagtomat.dk. Og med opbakning fra Københavns Kommune har han siden forvandlet kedelige og grå pletter i byen til alt lige fra fortovshaver, parkeringshaver, taglandbrug, skolehaver til fælleshaver i flere store boligforeninger.

Du får indflydelse

Udover en bybonde, der spreder sine frø er det som tidligere nævnt også valgaften, hvor der skal vælges repræsentanter til Grønt Råd i Ballerup Kommune.

I Grønt Råd sidder borgere, foreninger og byrådspolitikere og drøfter, rådgiver og kommer med ideer til, hvordan vi bliver en grønnere og mere bæredygtig kommune.

Her vil du enten selv kunne stille op, eller du kan stemme på en af de kandidater, der deler dine synspunkter og derigennem få indflydelse på, hvordan kommunen skal udvikle sig.

Mads Boserup Lauritsen har været med til at udvikle flere spændende haveprojekter rundt om i København.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *