Vil afvente evalueringen
Debat Kære René Jensen og skolebestyrelse i Skovlunde

I spørger i Ballerup Bladet i sidste uge politikerne om deres holdning til at lave en samlet udskoling i Skovlunde. Vi drøftede også spørgsmålet på borgermødet om skole i Skovlunde i september, og da jeg selv er med i skolebestyrelsen, kender jeg udmærket ønsket om at have en samlet udskoling i Skovlunde.

Alle partierne i forliget om skolestrukturen skal være enige, før der kan besluttes ændringer. Det er i virkeligheden fint med sådant et forlig med mange partier, for det giver ro på skoleområdet, hvilket er vigtigt.

Vi aftalte i forliget, at der var en samlet udskoling i Skovvejens Skole samlet på Skovvejens Skole Øst, og vi talte om, at vi ville se, hvordan det fungerede på Skovvejens Skole inden vi forholdt os til, om der skulle åbnes muligheder for noget tilsvarende på andre skoler.

Derfor vil vi gerne afvente evalueringen af skolestrukturen, før vi kan beslutte, om der kan åbnes op for en samlet udskoling i Skovlunde. Når det er sagt, synes jeg også, at I har krav på at få et klart svar på min holdning til jeres spørgsmål:

Som generel tilgang til udviklingen af vores skoler, vil jeg rigtigt gerne have indflydelsen derhen, hvor der er størst indsigt i tingene, og det er ofte hos skolens ledelse og skolens bestyrelse.

Så jeg er helt indstillet på at lytte til gode argumenter fra skolerne, og i mange tilfælde at give slip på så meget politisk detailstyring af skolerne som muligt. Dette indbefatter også, at jeg efter evalueringen af skolestrukturen, som jeg har en stor forventning om vil vise, at det går godt i Skovvejens Skoles udskoling, vil være indstillet på at arbejde for at få forligsgruppen til at give slip på nogle af de bindinger, forliget lægger på skolerne.

Jeg tænker, at hvis folkeskolen skal løse opgaven med, at alle børn skal blive så dygtige som de kan, og som vi har besluttet politisk skal skabe stærke udskolingsafdelinger med linjer, der appellerer til og inspirerer de unge, ja så er det nok på tide, at give slip på de dele af forliget, som skolerne synes bremser denne udvikling.

1 kommentar om “Vil afvente evalueringen”

  1. Martin Edens siger:

    Peter,
    jeg formoder at såfremt man i forligsgruppen bliver enig om at ændre den nuværende struktur, så vil det komme alle kommunens skoler til gavn og ikke kun i Skovlunde ?
    Her tænker jeg på dit udsagn ovenfor, “Som generel tilgang til udviklingen af vores skoler, vil jeg rigtigt gerne have indflydelsen derhen, hvor der er størst indsigt i tingene, og det er ofte hos skolens ledelse og skolens bestyrelse.”
    Med andre ord, så kan de andre skoler i kommunen vel også forvente at deres ønsker og ikke mindst indsigelser mod det nuværende setup, tages til efterretning og behandling i forligsgruppen.
    /Martin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *