Skolen som lokalt samlingspunkt
Debat Valget nærmer sig og vi vil selvfølgelig gerne fortælle vælgerne om vores tanker på de forskellige kommunale områder.

De unge i Danmark har ondt i livet. Hver femte elev har selvskadende adfærd, antallet af stress- og angstramte er eksploderet og mere end 20 procent føler sig ulykkelige. Det vidner om et samfund i krise. Vi bliver altså nødt til at handle lige nu – alle sammen.

Et samfundsmæssigt vigtigt område er undervisningen. Den stigende præstationskultur er med til at sænke elevernes mentale sundhed. Derfor skal der mindre fokus på tests og mere individuel feedback og fokus på den enkeltes personlige udvikling.

Vi går ind for en fri,selvstændig grundskole der selv tilrettelægger undervisningen. Vi vil gerne justere fagudbuddet, så elementer som klima og bæredygtighed, digital dannelse (herunder ordentlig opførsel på de sociale medier), empati, iværksætteri, kreativitet og kultur får deres naturlige plads.

Endelig vil vi arbejde for at alle elever tilbydes grøn, økologisk mad hver dag. Kosten er afgørende for optimal indlæring og et godt liv.

Alternativet ønsker at lærerne skal undervise i færre timer, der er alt for mange konfrontationstimer efter den skandaløse 2013-reform.

Vi ønsker også et lavere elevtimetal og et klasseloft på 24 elever. Det kræver til gengæld at tilbuddene til eleverne efter skoletid forbedres – blandt andet gennem et stærkt samarbejde mellem skolerne og foreningslivet. De unge får alt for lidt motion.

Kvaliteten skal tilbage og skolen skal være lokalforankret og udvikles til et lokalt samlingspunkt og åbent medborgerhus. Et forpligtende fællesskab vil også styrke integrationen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *