Vi skal tilbyde gratis psykologhjælp til unge
Debat Skruen strammes om de unge.

Karakterkrav, forventningspres fra samfundet og de sociale medier er bare nogle af grundene til, at flere unge i dag har psykiske problemer. Der er flere med angst og depression i dag end tidligere og for mange gør hverdagen ondt.

Tal fra WHO viser, at 75 procent af psykisk syge har været det før deres 25. år. Derfor er det klart hvor vi skal sætte ind.

Vi skal tilbyde gratis psykologhjælp til alle kommunens borgere under 25. Jeg synes det er uretfærdigt, at vi kan komme gratis til lægen med et brækket ben, men med en knækket psyke, skal du straks punge ud. Mange af de unge, der har brug for hjælp har enten ikke har råd til en psykolog eller er bange for at gøre det på grund af stigmatisering.

Derfor skal vi også gøre psykisk sygdom og psykiske lidelser til noget vi taler om. Det kan ramme de fleste og vi har ikke råd til at tabe en generation på gulvet. Der er nogle, som nægter at anerkende problemet. De siger, at unge i dag er for bløde og skal knibe ballerne sammen. Til jer, som siger det; mentale helbredsproblemer er den største sygdomsbyrde blandt børn og unge op til 24 år. Vi er ikke bløde eller svage, men tynget ned af de idealer andre vejer os ud fra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *