Mindfulness i skolerne er en god idé
Debat Tak til Annette Randløv for indlægget den 10. oktober om mindfulness i skolerne.

Det er fuldstændig korrekt, at flere og flere børn og unge rammes af både angst, stress og depressioner. Vi læser om det og ser det jævnligt i medierne, – særligt den sidste måneds tid har der været vældig fokus på emnet i tv.

Hvis vi skal hjælpe vores børn og unge med at få ro og overblik i en, for de fleste, hektisk og stresset hverdag er mindfulness nok et af de bedre bud. Faktisk kræver det ikke voldsomme tiltag og ændringer i skolen, blot nogle få øvelser i løbet af en dag kan skabe meget positive forandringer. Forandringer som er til glæde og gavn for både elever og lærere.

Jeg har selv arbejdet med mindfulness og børn i gennem en årrække og har set hvordan mindfulness har givet mange børn større selvværd, bedre selvregulering, mere indre ro og øget empati.

Mindfulness er ikke blot en nutidens trend, mindfulness er kommet for at blive, for at tilbyde både børn og voksne en måde at overleve på i vores overbookede og hektiske hverdag.

Vi burde følge i Englands spor. Her arbejder man med »Mindful Nation UK« i det Britiske Parliament og de har en vision om at integrere mindfulness på flere forskellige områder.

Slutteligt vil jeg lige nævne, at vi sagtens kan starte tidligere end i skolen med at træne børn i mindfulness. Mange daginstitutioner arbejder allerede med mindfulness med deres børn helt ned til treårsalderen.

Jeg håber meget, at der er politisk opbakning til indføring af mindfulness i skolen (og på daginstitutionerne) og stiller gerne min erfaring til rådighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *