DTU-planer i strid modvind på møde
høring_dtu_7.jpg
Fremmødet var ikke enormt, men debatten var livlig, da DTU-planerne for Sømosen var oppe at vende på borgermødet. Foto: Flemming Schiller
campus De fremmødte ved borgermødet elskede mildest talt ikke DTU-planerne for Sømosen.

Er der noget, der kan skabe modvilje er det, når naturen kolliderer med byudvikling. Det var tydeligt, da Ballerup Kommune torsdag aften holdt borgermøde på DTU om de nye campus-planer ved Sømosen.

DTU ønsker, som tidligere beskrevet i Ballerup Bladet, at opføre nye campus-byggeri for studerende og forskere samt nogle fælles faciliteter på det grønne område, der grænser op til DTU. Området ejes i bidder af henholdsvis Ballerup Kommune, staten og DTU.

Men allerede fra det første pip om planerne, har der været modstand blandt beboere og den modstand var tydelig, da der var inviteret til borgermøde om planerne. Selvom det er meget tidligt i processen og der slet ikke er slået så meget som en streg, så er der allerede kommet 80 høringssvar, primært negative, om planerne og noget kunne tyde på, at en del af dem havde lagt vejen forbi DTU-auditoriet denne torsdag aften.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Helle Tiedemann (A). Foto: Flemming Schiller

Op og ned

Det begyndte ellers fredeligt da Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Helle Tiedemann (A) fortalte om baggrunden for mødet.

»Vi har modtaget 80 høringssvar. Nogle positive, nogle konstruktive, men de fleste er negative. Der har også været skrevet meget om planerne i læserbreve og på sociale medier, og derfor besluttede jeg at indkalde til mødet, så vi kan få fortalt lidt om, hvad der egentlig er op og ned,« sagde Helle Tiedemann.

Derefter fortalte en repræsentant for Polyteknisk Forening, Benjamin Wrist Lam, at de studerende manglede studieboliger og at et nyt campus-område ville betyde meget for området og for, at de studerende ville bruge de ellers gode faciliteter på DTU i stedet for at skulle transportere sig hjem i lang tid for at lægge hele området øde om aftenen.

»Vi bruger meget tid på at studere, så et stort og et velfungerende campus ville have stor betydning for den enkelte studerende. Både med hensyn til studiemiljø, studietid samt motivation,« sagde Benjamin Wrist Lam.

Direktør Carsten Riis fra Center for By, Erhverv og Miljø fortalte om planerne, om at grunden nu er udlagt til erhvervsområde og at man rent faktisk kan risikere, at en virksomhed kunne lægge et stort domicil i området, uden at man kunne gøre noget. Nu kunne man, ifølge planerne, skabe mere liv og selv have indflydelse på, hvordan det skal forme sig.

»Det er meget tidligt i processen. Der er slet ikke tegnet nogen streger endnu og derfor er dette møde blot et af flere, som vi vil afholde for at få borgerne med i processen. Hvis alt kører efter en snor, så kan vi måske begynde at bygge om to år,« sagde Carsten Riis.

Benjamin Wrist Lam fra Polyteknisk Forening. Foto: Flemming Schiller

Frøer og fugle

Aftenens næste oplægsholder var biolog og botaniker Anne Marie Bürger fra firmaet Amphi Consult. Hun har som uvildig besøgt og undersøgt området for at konstatere, om der findes fredede dyrearter eller planter i området, som umuliggør byggeri. Og hendes konklusion var relativt klar.

»Der findes spidssnudet frø i området og den er fredet. Men den befinder sig udenfor planområdet og inde i det område omkring søen, der i forvejen er fredet og ikke kan røres. Der er ingen ynglende fugle i området og heller ingen specielle plantearter, som man skal være opmærksomme på i planområdet. Så konklusionen må være, at man godt kan bygge i området, men at man skal sikre, at der er plads til den spidssnudede frø,« sagde Anne Marie Bürger.

Hårde ord

Efter denne række oplæg, forklaringer og indspark var der tid til en lille pause, hvor der kunne blive tanket op med sodavand, kaffe og kage. Og hvis man troede, at de positive indlæg fra kommune- og fagfolk samt den søde kage ville formilde de fremmødte tilhørere, så tog man grueligt fejl. Der var nemlig spørgetid efter pausen og her kom det tunge verbale skyts med det samme i brug.

Argumenter som ’prøv for en gang skyld at tænke på fremtidens generationer, inden I bygger’ eller ’man kunne godt få den tanke, at det bare handler om at sælge grunde og få penge i kommunekassen, end om så meget andet’, røg gennem det store lokale og især Helle Tiedemann måtte flere gange forsvare planerne og hensigterne ganske kraftigt.

Et længere indlæg fra Jens Minnet, formand for Skovlunde Lokalråd, fik heller ikke aftenens højeste bifald og der var generelt set en ret uforsonlig stemning. De fleste kunne godt forstå, at der var et behov for studieboliger, men påpegede, at der var mange tomme erhvervslokaler i nærheden, som de unge sagtens kunne bruge. Det blev dog afvist, da tomme erhvervslejemål ikke har noget at gøre med den konkrete DTU-sag.

Til sidst lød opfordringen fra mange af de fremmødte, at man skulle droppe planerne og finde nogle andre muligheder og at skabe et godt studiemiljø og nogle studieboliger, men ikke i et så følsomt naturområde, som ved Sømosen, hvor mange af de fremmødte angiveligt er kommet i mange år.

Direktør Carsten Riis fra Center for By, Erhverv og Miljø. Foto: Flemming Schiller

Længere høringsfrist

Mange var i øvrigt utilfredse med høringsfristen, som man mente var for kort eller ikke var blevet kommunikeret godt nok ud. Derfor arbejder Ballerup Kommune nu på at forlænge fristen til den 14. november, så alle kan nå at give deres besyv med. Fristen skal dog endeligt politisk godkendes på kommunalbestyrelsesmødet mandag aften.

Det var sent inden mødet blev hævet og efterlod et klart indtryk. Planerne om et nyt DTU-campus rumler videre, men det bliver ikke med stående bifald fra de omkring 40-50 fremmødte lokale beboere. Der er lagt op til en lang og ophedet proces, inden der kommer en afklaring på det store Sømose-projekt.

3 kommentarer om “DTU-planer i strid modvind på møde”

  1. Vi skal give mere plads til naturen.
    Danmark er det land i verden med næst mindst vild fredet natur! Kun 8,34%, regeringen vil reducere til 7,71%, her er kirkegårde medregnet! 80% af insektmassen er udryddet på 40 år! 15% af fugle i Tyskland er væk på 12 år, de har mere vild natur end os. Tænk langsigtet, brug af det rum vi allerede har kultiveret.
    #BevarSømosen
    #BevarHeleAmagerFælled
    Bevar #Biodiversitet

  2. O.Jensen siger:

    Man fatter ikke at Helle Tiedemann stiller sig op og forsvare byggeplaneren .
    Kommunen er kun intresseret i at bebygge alt hvad bebygges kan .
    Der er ikke meget natur tilbage .

  3. N. Schomacker siger:

    Noget kunne tyde på, at der er en tendens til at tegne cirkler omkring grønne pletter på vores Danmarkskort? Amager Fælled? Sømosen? og alle de andre steder der er på vej!
    Det er for nemt, det er slidt og gammeldags at kaste sig frådende over naturen, som er det et tag-selv-bord! VI ønsker plads til ALLE – men ikke på NATURENS vegne.
    VI forventer, at politikere idag har en undersøgende og levende indfaldsvinkel, som de vil dele med borgerne, når folk har stemt på jer! VI forventer, at man SKABER i stedet for at
    destruere.
    VI forventer, at politikere bevæger sig i et landskab af nytænkning. At I giver plads til nye veje og til kreative mennesker med nye ideer, som kan hjælpe jer til at tilføre samfundet aktiver
    til alles bedste. Og ikke på bekostning af natur uanset om det så har været planlagt i 100. Det I gør ved ét træ det påvirker utallige arter, det påvirker liv.
    Bevar livet der er i Sømosen og omkring Sømosen – det er IKKE altsammen fisk.
    Prisen alene for at bygge så stort et byggeri på arealer nær Sømosen vil være enorm. I forvejen pyntes træerne med plastic stykker når der bygges i Ballerup. Nye frugter???
    Det er mennesker, ikke tal, der skal bevæge sig i det rum I skaber. I kan ikke tiltrække folk til kommunen, hvis i fjerner naturen, for så fjerner I en del af os allesammen.
    Det er et dyrt lån i fremtiden med meget høje renter, fordi I ikke betaler afdrag men lader jeres politiske efterkommere rode med den del…
    Kære Politikere, regnestykket ser fint nok ud men facit er bare helt forkert. Kast tegnebrædtet op i luften, grib det og TÆNK nyt – igen. Mange af os er børn og børnebørn af den
    generation som også dumpede tønder med kemikalier i moser. Et byggeri af den størrelse som I nu har på tegnebrædtet – rettelse; på regnearket – det vil koste Sømosen og – resterne(!) – af
    arealerne omkring dette fantastiske område dyrt! Mange af os vil sikkert vælge at søge mod anden bopæl, for hvem gider bo i en by hvor mosen er blevet et livløst ildelugtende vandspejl?
    Det finder man sikkert ud af om 20 år og så kan man jo fylde mosen op og bygge flere boliger i…skøn natur?
    Vand søger nu engang det laveste punkt, sådan er det jo med Sømosen, den samler, den lever (selvom den er hårdt presset fordi man heller ikke tidligere har respekteret dette naturområde).
    Men, søger i også hen imod det laveste sted? At regne er ikke nok, find tænkehatten frem, få fat i arkitekter og kig på nogle af de eksisterende muligheder der allerede ligger lige for i Ballerup…
    find på noget nyt, noget spændende, noget inspirerende…Noget der vil få folk til at strømme til Ballerup fordi arkitekturen er fantastisk og fordi Ballerup Kommune forstod at bevare deres
    natur uden så meget som at krølle en busk eller fylde et vandhul. Sæt rødt kryds henover samtlige grønne pletter på kortet, så I ikke fristes til nemme løsninger.
    BEVAR Sømosen og ALLE omkringliggende arealer og lad det hele få lov at ånde der i takt med os allesammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *