Gespenster og zombier gjort klar til mørket
sminke_kostume_him17_12.jpg
Helene Rantzau (til højre i billedet) er i gang med airbrushen. Til daglig er hun tegnsprogstolk. I fritiden sminkør. Foto: Flemming Schiller
halloween Børn og voksne lagde velvilligt ansigt til, da professionelle sminkører og frivillige ditto i timerne op til det store halloween-show i Måløv, forvandlede dem til blodige zombier og uhyggelige vanskabninger.

Der var kø i Kulturhus Måløv dagen før dagen, da kulturhuset åbnede for udleveringen af gratis billetter til sminkning i forbindelse med årets store halloween-fest. I spidsen for sminkningen står special makeupartist Anders Lerche, der har været en fast bestanddel af Halloween i Måløv i 15 år, hvor han har sminket børn og voksne. 

»Det er ret hyggeligt at sminke børn,« siger den professionelle makeupartist, der er en erfaren herre.
Anders Lerche har således leveret rekvisitter, masker og makeup til blandt andet Det Ny Teater og en række filmproduktioner, heriblandt ’Harry Potter og Dødsregalierne’, hvor han sminkede skuespillerne i et stort anlagt rollespil.

Anders Lerche. Foto: Flemming Schiller

Han laver desuden makabre rollespilsmasker, der eksporteres til USA og underviser i, hvordan man ved hjælp af blandt andet gelatine og flydende latex, kan få et ellers nydeligt ansigt til at se afskyvækkende ud.

De kvaliteter er der bud efter fredag eftermiddag. Listen med børn, der vil sminkes, er lang, og der er kun afsat fem minutter til hvert barn. Men Anders Lerche har mange års erfaring, er vant til at arbejde i et højt tempo og har mange ideer på lager. Så når en lille pige eller dreng sætter sig i stolen foran ham og fortæller, hvilket uhyggeligt ansigt, de kunne tænke sig, kræver det ikke mange sekunders overvejelser, før makeupkunstneren er i gang med pensler, vandfarve og teaterblod. 

Se billedgalleri fra sminkning af deltagerne: Klar til halloween

Bloddryppende

»Det skal være noget med blod,« siger otte-årige Liva, der har taget plads på stolen foran makeupmesteren, der går i gang med det samme.

Efter et par minutters arbejde, udbryder Livas mor: »Oh my God« ved synet af datterens blodige og vansirede ansigt, der ligner noget, der har været i nærkontakt med et vildt dyr.

Blodet drypper fra det åbne sår på kinden. Fra næseborene løber blodet ned over læberne, som Liva roligt slikker af.

»Det smager sødt,« lyder det beroligende fra Anders Lerche, der skal i gang med at gøre lillebror Hassan klar til aftenen. Han har knap så bloddryppende ønsker som sin søster.

Foto: Flemming Schiller

»Jeg vil gerne være et græskar,« siger den lille gut, hvorefter sminkøren i løbet af fem minutter har lagt drengens ansigter i ganske nye og farvestrålende folder forsynet med et par dæmoniske øjenbryn.

»Det er min mission at bringe mere halloween til Danmark. Det er en god tradition, hvor man også tænker på de afdøde. I Mexico har man Dia de Muertos (De dødes Dag, red.), hvor man mindes dem, man har mistet. Halloween er en dag, hvor vi får lov at lege med det lidt farlige, og ved at gå ind i et univers af uhygge, kan man afmystificere døden,« siger Anders Lerche, der ikke selv når at se noget af aftenens uhygge, for han skal sminke videre.

Men hjemme hos familien Lerche er der skruet helt op for uhyggen til halloween, forsikrer han. I år har han og hans kone indkøbt en kæmpeedderkop og et hesteskelet i naturlig størrelse, som står til skue i haven.

VM i ansigtsmaling

Mens børnene bliver sminket i kulturhuset, så har de voksne indtaget sognegården i Måløv, hvor et par professionelle sminkører får hjælp af nogle frivillige til at sminke. Og folk kommer gerne udenbys fra for at få lov til at deltage. Helene Rantzau fra Stenløse er til daglig tegnsprogstolk, men driver ved siden af ’Sminkehjørnet’, der tilbyder ansigtsmaling og bodypaint.

Halloween i Måløv er hun blevet draget ind i gennem Anders Lerche, og det vil hun ikke undvære.

»Det er sjovt at være med, og jeg får en fed aften ud af det,« siger hun, der i sommer blev nummer ni ved Verdensmesterskaberne i ansigtsmaling i Østrig.

Lige nu venter hun på at kunne bruge sin airbrush på de tre uhyggelige klovne, hun skal sminke.

»De skal bare se døde og zombie-agtige ud,« siger hun, da en ung mand dukker op. Der er mange ansigter, der skal sminkes, inden mørket falder på, så Helene Rantzau går i gang med air-brushen, der langsomt forvandler ham til et blodfattigt gespenst.

Foto: Flemming Schiller

Imens har et par voksne mænd underkastet sig sminkørernes kreativitet. En midaldrende mand er således i gang med at få modelleret ansigtet med vat og maling, og det får humøret til at stige i sognegården.

»Det ligner, der en fugl, der har bygget rede,« lyder det muntert fra en af de andre mænd ud i lokalet.

Festen er så småt i gang.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *